da
Allan Olsen

Tilfældigt strejfet

Berätta för mig när boken läggs till
För att kunna läsa den här boken överför filer i EPUB- eller FB2-format till Bookmate. Hur laddar jag upp en bok?
Den här boken är inte tillgänglig just nu
234 trycksidor
Upphovsrättsinnehavare
Politikens Forlag
Ursprunglig publicering
2015
Utgivningsår
2015
Har du redan läst den? Vad tycker du om den?
👍👎

Intryck

  • Lars Christensendelade ett intryckför 5 år sedan
    🎯Givande

    Mange små blandede historier, heldigvis er der nogle gode i blandt

  • Lasse Nielsendelade ett intryckför 6 år sedan
    👍Värt att läsa

    Fed skildring ar Olsens første år og man kan høre ham tale, så bogen blev læst på en gang.

  • Svend Erik Rasmussendelade ett intryckför 6 år sedan
    👍Värt att läsa

    OK

Citat

  • Jeppe Nøragerhar citeratför 3 år sedan
    Jeg kunne ikke fordrage sen-70’ernes politiske sange. De var skrækkelige. Og de virkede selvfølgelig ikke, fordi de, der sang dem, intet havde på spil. Intet enkelt menneskes historie er mindre interessant end en stor bevægelses, tværtimod. Teatermanden Eugène Ionesco sagde engang: ’Politisk teater er håbløst. For enten virker det ikke politisk – eller osse virker det, og så er det noget elendigt teater.’
  • Jeppe Nøragerhar citeratför 3 år sedan
    Randy Newman, Sail Away og Good old Boys.
  • Jeppe Nøragerhar citeratför 3 år sedan
    Hver gang jeg var vidne til slagsmål, gik alt i stå i mig, og det har aldrig sluppet mig. Ikke noget med, når det var ovre:
    – Nå folks, vi må bare ind og drikke videre.
    Ikke mig. Jeg skulle bare hjem – ingen umiddelbar fremtid, men måske noget fortid.
    Selv røg jeg osse af og til i slagsmål. Der skulle meget lidt til, for der var altid fyre, der lurede på en gnist, der kunne antænde tumult og væltede borde. Det var ikke det værste selv at komme i klammeri. Jeg lignede jo mest flipperne, og dem kunne man mule, som man ville – men jeg havde spillet ishockey, fra jeg var ni-ti år gammel, og der vænner man sig til at slå sig, jeg var ikke bange for at få slag. Det var værd at huske, når fiskere og søfolk stak hinanden en huskekage. De slog sig dagligt om bord på en kutter, der rullede i søen som en valnøddeskal. De var vant til det.
    I den blitz, der startede et slagsmål, var der ikke tid til omtanke og rationale – det udspillede sig bare som en genetisk nedarvet serie af bevægelser. Det, jeg ikke kunne klare, var at se de andre slås, for fra distancen blev deres ynkelighed udstillet. At slås er et ensomt og tragisk teater. Dér har alt, hvad mennesket engang rejste sig for, spillet fallit. Måske findes der nævekampe med værdighed og en plausibel begrundelse, det ved jeg ikke. Men vold mellem to, eller endnu værre, flere mod én, i en hård, mørk og øltilsølet gade er kun afmagt og det mest triste syn, jeg kender

I bokhyllorna

fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)