Ugens bog

Macunaíma hedder helten, der i denne fabulerende røverhistorie af en roman, drager Brasilien rundt i jagten på et vigtigt mirakelmiddel. »Macunaíma« er en roman om brasiliansk identitet og en på en gang kærlig og kritisk beskrivelse af brasilianernes overtro, letfærdighed, erotik og kynisme.

»Berlin Alexanderplatz« er Alfred Döblins hovedværk, en klassiker og en af de mest kendte tyske storbyromaner. På Döblins tid var Alexanderplatz omkranset af proletarkvarterer og centrum for sociale udskud. Og rammen om handlingen i romanen er tyvernes Berlin med dens råhed, kriseprægede atmosfære og tusinder af arbejdsløse.

Hans Nåde, Hertugen af Portland, lever sit liv som excentrisk eneboer på sit gods i Nordengland. Her får han bygget et enormt system af kilometerlange tunneler, så brede, at to hestevogne kan passere hinanden. Han drives omkring på sit gods i en ensom søgen, pint af et uhåndgribeligt savn, hvis oprindelse afdækkes gradvist, såvel for hertugen som for læseren.

Min tunge vandring er en mesterlig klassiker. Jevgenija Ginzburg (1904–1975) blev et af ofrene for den udrensningskampagne, Stalin satte i gang midt i 1930’erne; den store terror. I 1937 blev hun på opdigtede anklager idømt 2 års isolationsfængsel og 10 år i straffelejr.

Min tunge vandring er hendes vidnesbyrd og fortælling om fængselsårene og de mange år i lejrene — og er blevet kaldt en af de mest bevægende og velskrevne bøger om en af Ruslands store tragedier.

»Livet går over sine bredder« handler om organisationen Cyklus, der har specialiseret sig i bæredygtige begravelser. Her bliver de afdøde på miljøvenlig vis komposteret til næringsrig muldjord, der anvendes i Cyklus’ havebrug i Maribo.

I »Tres kilo solskin« fortælles Islands historie fra en tid, hvor alt foregik på havet i en træbåd, overladt til naturens kræfter, til et samfund, der langsomt men sikkert tager alt det moderne til sig.

Matrix er en sanselig og visionær roman fra et middelalderkloster og en fortælling om skaberkraft, begær og kvindelige fællesskaber. Den prisbelønnede forfatter Lauren Groff tegner et lyslevende og dybt originalt portræt af en for længst glemt historisk kvindeskikkelse, Marie de France.

"I betragtning af hans alder, tooghalvtreds og fraskilt, synes han selv, at han har løst problemet med sex ganske godt. Hver torsdag eftermiddag kører han ud til Green Point. Præcis klokken to trykker han på summerknappen ved indgangen til Windsor Mansions, nævner sit navn og træder ind. Ved døren til nr. 113 står Soraya og venter på ham."

Sådan begynder historien om David Lurie. En desillusioneret litteraturprofessor i Capetown, der om aftenen kæmper med at komponere en kammeropera og ellers er tilfreds med 90 minutters kvindeligt selskab om ugen.

”Analfabeten” består af korte erindringsstykker, der lavmælt og præcist skildrer tab og fremmedfølelse. Den er en flygtningehistorie, der beskriver besværet ved at leve i et land, der ikke er ens eget og skrive på et sprog, der truer med at udslette modersmålet. Men den er også historien om en stor forfatters tilblivelse — og et vidnesbyrd om litteraturens lindrende kraft.

I 1920ernes New York gør Helen og Benjamin Rask sig bemærkede som det ultimative power-par: Han er en berygtet Wall Street-magnat, og hun er knivskarp og født ind i det velhavende aristokrati. De har ved fælles indsats og snilde placeret sig sikkert i toppen af samfundet. Men der verserer rygter om deres velstand og deres position, rygter, som blandt andet sår tvivl om, hvorvidt de er kommet ærligt til deres rigdom og hvem der reelt er mastermind bag deres succes.

På en strand i Den Dominikanske Republik går et allerede døende forhold skævt. I vaskerummet under et hospital i New Jersey vasker en kvinde sin elskers tøj, mens hun tænker på hans kone. I Boston køber en mand sit kærlighedsbarn dets første baseball hat og handske.

Efterkrigstiden i Polen er fuld af skift. Putska er en ung kvindelig universitetsstuderende i Krakow, som bor sammen med sin mor. Mens Putska nyder kulturlivet og livet som ombejlet kvinde, er det politiske klima under forandring efter krigen. Voksenlivet trænger sig på og langsomt går det op for hende, at fremtiden kræver at komme på det rene med fortiden.

Peter Adolphsen bruger i Jeg kan ikke huske glemslen som startpunkt for en kortslutning af autofiktionen og selvbiografien. Bogens kortere og længere passager aftegner prikker af erindret stof spredt rundt i glemslens mørke, og disse prikker kan så forbindes og afsløre et grynet billede af en hurtigt aldrende forfatter, med en opvækst i Aalborg og Århus, et voksenliv i Spanien og København og i nutiden et anfægtet og flosset jeg, der kredser om alt, det ikke kan huske.

I det tidlige forår 1984 bliver Lis overfaldet i Utterslev Mose og hendes liv er med ét forandret. Om sommeren forsøger hun at bearbejde oplevelsen på Kvindehøjskolen i Visby, hvor healingholdet og byggeholdet lægger forskellige strategier for opgøret med patriarkatet. Det er også her Kirsten endelig overgiver sig til Lis kærlighed, men da hverdagen gør sit indtog hjemme i København, er tingene mere komplicerede end som så.

Dagen gryr, det er bidende koldt. Ulf, den lokale jagtleder, drikker kaffe fra termokanden uden at løfte blikket fra skovbrynet. Egentlig skulle Ulf være hjemme og hjælpe hustruen Inga med at forberede dagens festligheder. Han fylder rundt, og både jagtkammeraterne og familien kommer for at fejre ham.

Men Ulf er taget i skoven med madpakke, kikkert og riffel.

En støvet, sort, næsten forhistorisk kakerlak — det er hvad skulptøren G.H. møder, da hun åbner sin stuepiges garderobeskab. Hun smækker straks skabsdøren i — men en uimodståelig fascination er vakt. Mødet med kakerlakken åbner døren til hidtil lukkede rum, til en spirituel krise, og stiller spørgsmålstegn ved selve G.H.s identitet og placering i universet.

Egentlig er livet forbi. Først blev diagnosen stillet, derefter forlod konen ham. Men så står hun der en dag, Anna, hans ungdomskæreste, midt på stien i Fælledparken. Den frihedssøgende Anna, hende han elskede, inden det voksne liv begyndte. Hun er ligeglad med hans diagnose, til gengæld drager hun ham ind i sit eget livs drama; en ny tids fortælling om overgreb og bedrag.

Tolv mennesker er på vej til en premiere på Nationaltheatret i Oslo. De er hver især optaget af forandringer i deres liv. Og de er på forskellig vis påvirket af hinanden — uden nødvendigvis at vide det. En lærer er gået en elev for nær og frygter, at han vil blive viklet ind i en MeToo-skandale. En far, hvis datter har begået selvmord, ved ikke om han orker at se et teaterstykke, hvor hovedpersonen skyder sig selv i sidste akt. En samfundsengageret pige planlægger at rejse sig under forestillingen og råbe i protest. Hedda Christine Foss spiller hovedrollen i Ibsens klassiker, og nu står hun på scenen med en ladt pistol. På tredje række sidder en tidligere kæreste. På fjerde en forhadt kritiker. Og på første række sidder landets statsminister.

En roman om at have bøger i sit liv og leve et liv baseret på bøger.

Bliv voksen midt i finanskrisen. Vær flink i fjendske omgivelser. Gå på universitetet. Få en uddannelse. Få et job. Gør alt det rigtige. Køb en lejlighed. Køb kunst. Køb en form for lykke. Men vigtigst af alt: Duk hovedet. Vær stille. Og fortsæt.

Fortælleren i “Samling” er en ung sort britisk kvinde. Hun forbereder sig på at skulle til en fornem havefest hos sin kærestes velhavende forældre. Samtidig reflekterer hun over, hvem hun egentlig er. Denne samling af alt det rigtige. Jo tættere på festen kommer, og jo mere fremtiden banker på døren, jo sværere er det for hende at undvige spørgsmålet om, hvorvidt det er på tide at rive alt fra hinanden.