De 7 dødssynder

må have næret så dyb en foragt for den afdøde

og lykkeligt deres tilværelse.
HP: Nogle befinder sig helt ude i den ende, hvor man påtager sig skylden for alt mellem himmel og jord og nærmest er en stor depression og undskyldning for sig selv. Og så er der dem i den anden ende, dem med bragende psykopatiske træk, der overhovedet ikke skænker deres medmennesker en tanke.
B: Derfor kan man vel også af og til se nogle særlige skader på ofrene for visse gerningsmandstyper? I mange sager, hvor gerningsmanden efter drabet parterer liget eller brænder det af eller graver det ned, ser vi jo nogle næsten overskudsagtige mennesker, der tænker rationelt over problemerne. F.eks. ved at opdele et stort problem i mindre for at håndtere det. Tænke logisk og praktisk og gøre det, der er nødvendigt for ikke at komme til at stå til regnskab. Og uden at lade sig påvirke følelsesmæssigt af det. Det har jeg ofte tænkt over. Mange

forhold, inden noget er gået galt. I andre sager har de ingen respekt for den afdøde eller hader den pågældende, men det er jo også en slags følelser. I nogle af rockerdrabene ser man også direkte usømmelig omgang med lig. Hvor de f.eks. saver et lig i stykker. Der var en sag for år tilbage, hvor en rocker blev gravet op, gravstenen blev væltet og knust, kisten åbnet. De flåede hans rockersmykker og vesten af. Normalt ville man sige, det gør man da bare ikke. Men de må have næret så dyb en foragt for den afdøde, at der ingen grænser var. Hvis man er helt ligeglad, så er det ligesom det, nazisterne gjorde. De slog bare ihjel, for det var jo ikke rigtige mennesker ... Eller ved folkemord. Det ved du da alt om, Hans Petter, du har jo rejst i lande, hvor den slags har fundet sted?
HP: Ja, lige nøjagtigt. Altså, hvis du har de her virkelig psykopatiske tendenser, så vil du ikke bruge tid og kræfter på at grave en eller anden op og fjerne

mennesker tror, at gerningsmænd, der foretager sig så grænseoverskridende handlinger, må være sindssyge. Den underliggende præmis er, at ellers ville man ikke kunne gøre det. Intet er mere forkert. Kun meget få af de koldblodige og kyniske gerningsmænd er sindssyge. Man kan godt være farlig og ond uden at være sindssyg, og man kan godt være sindssyg uden at være farlig og ond.
HP: At partere et dødt menneske ville for langt de fleste mennesker være totalt grænseoverskridende. De fleste har en eller anden respekt for andre mennesker, også de afdøde, samtidig med at det ville være forfærdeligt ulækkert for de fleste. Altså, det gør man bare ikke. Uanset hvem man er, hvilken kultur man kommer fra, eller hvilken gud man tror eller ikke tror på.
B: Efter min erfaring er det sjældent, at gerningsmanden slet ingen følelser har over for den dræbte. I mange tilfælde har de haft et nært og kærligt

Jeg tænkte: Det vil jeg også være. Jeg læste allerede dengang mange kriminalromaner og interesserede mig for kriminalgåder. Men der er jo ingen let vej til Rejseholdet, jeg måtte blive »almindelig

Hovmod
At føle sig højt hævet over andre
og sætte sig selv foran alle andre
med sin egoisme. At føle sig udødelig.

Beskedenhed er dydens modsvar til hovmod.
At leve asketisk, være uselvisk og respektfuld.
Give andre anerkendelse i stedet for at fremhæve sig selv.
»Jeg er meget opmærksom på,
at vi er her på jorden på lånt tid.«
Hans Petter Hougen
B: Hovmod er en dødssynd, fordi det får mennesket til at foretage sig nogle ting, som man ikke ville gøre, hvis ikke man var hovmodig eller arrogant. At slå ihjel, bedrage eller mishandle

HP: Ja det gjorde jeg, men jeg syntes naturligvis selv, at jeg var alt for strengt opdraget. I virkeligheden var jeg fuld af løgn og stak af hjemmefra og gik til fester, de ikke syntes, jeg skulle gå til. Gymnasietiden husker jeg som en lang, stor fest.
B: Hvilke konflikter havde du med dine forældre?
HP: Lad os bare sige, at jeg ikke kom ud i ungdomskriminalitet, på nær de gange jeg stjal lidt af min fars whisky, gin, cognac eller cigaretter, men det tæller vist ikke ...
B: Mit liv tog en ændring, da jeg en dag læste en artikel i Aarhus Stiftstidende, som jeg har fortalt om i andre sammenhænge, hvor en efterforsker fra Rejseholdet fortalte om sit liv og sit arbejde. Jeg tænkte: Det vil jeg også være. Jeg læste allerede dengang mange kriminalromaner og interesserede mig for kriminalgåder. Men der er jo ingen let vej til Rejseholdet

HP: Ja det gjorde jeg, men jeg syntes naturligvis selv, at jeg var alt for strengt opdraget. I virkeligheden var jeg fuld af løgn og stak af hjemmefra og gik til fester, de ikke syntes, jeg skulle gå til. Gymnasietiden husker jeg som en lang, stor fest.
B: Hvilke konflikter havde du med dine forældre?
HP: Lad os bare sige, at jeg ikke kom ud i ungdomskriminalitet, på nær de gange jeg stjal lidt af min fars whisky, gin, cognac eller cigaretter, men det tæller vist ikke ...
B: Mit liv tog en ændring, da jeg en dag læste en artikel i Aarhus Stiftstidende, som jeg har fortalt om i andre sammenhænge, hvor en efterforsker fra Rejseholdet fortalte om sit liv og sit arbejde.

HP: Ja det gjorde jeg, men jeg syntes naturligvis selv, at jeg var alt for strengt opdraget. I virkeligheden var jeg fuld af løgn og stak af hjemmefra og gik til fester, de ikke syntes, jeg skulle gå til. Gymnasietiden husker jeg som en lang, stor fest.
B: Hvilke konflikter havde du med dine forældre?
HP: Lad os bare sige, at jeg ikke kom ud i ungdomskriminalitet, på nær de gange jeg stjal lidt af min fars whisky, gin, cognac eller cigaretter, men det tæller vist ikke ...
B: Mit liv tog en ændring, da jeg en dag læste en artikel i Aarhus Stiftstidende, som jeg har fortalt om i andre sammenhænge, hvor en efterforsker fra Rejseholdet fortalte om sit liv og sit arbejde. Jeg tænkte: Det vil jeg også være. Jeg læste allerede dengang mange kriminalromaner og interesserede mig for kriminalgåder. Men der er jo ingen let vej til Rejseholdet, jeg måtte blive »almindelig

betjent først.
Så jeg søgte ind i politiet for at prøve det, og jeg kom ind og valgte at give det nogle år. Jeg havde ikke troet, at patruljetjeneste i uniform ville være noget for mig, men jeg blev ualmindeligt glad for det, og efter den dengang 3-årige uddannelse blev jeg politibetjent. Det var så spændende at køre patrulje, og hver dag var en ny oplevelse. Alligevel vidste jeg hele tiden, at det var efterforsker, jeg ville være. Som ung betjent blev jeg så kriminalassistent ved Frederiksberg Politi. Det var en god tid, og pludselig var der en ledig stilling i Rejseholdet, som jeg selvfølgelig straks søgte, og som jeg fik