De 7 dødssynder

må have næret så dyb en foragt for den afdøde

og lykkeligt deres tilværelse.
HP: Nogle befinder sig helt ude i den ende, hvor man påtager sig skylden for alt mellem himmel og jord og nærmest er en stor depression og undskyldning for sig selv. Og så er der dem i den anden ende, dem med bragende psykopatiske træk, der overhovedet ikke skænker deres medmennesker en tanke.
B: Derfor kan man vel også af og til se nogle særlige skader på ofrene for visse gerningsmandstyper? I mange sager, hvor gerningsmanden efter drabet parterer liget eller brænder det af eller graver det ned, ser vi jo nogle næsten overskudsagtige mennesker, der tænker rationelt over problemerne. F.eks. ved at opdele et stort problem i mindre for at håndtere det. Tænke logisk og praktisk og gøre det, der er nødvendigt for ikke at komme til at stå til regnskab. Og uden at lade sig påvirke følelsesmæssigt af det. Det har jeg ofte tænkt over. Mange

forhold, inden noget er gået galt. I andre sager har de ingen respekt for den afdøde eller hader den pågældende, men det er jo også en slags følelser. I nogle af rockerdrabene ser man også direkte usømmelig omgang med lig. Hvor de f.eks. saver et lig i stykker. Der var en sag for år tilbage, hvor en rocker blev gravet op, gravstenen blev væltet og knust, kisten åbnet. De flåede hans rockersmykker og vesten af. Normalt ville man sige, det gør man da bare ikke. Men de må have næret så dyb en foragt for den afdøde, at der ingen grænser var. Hvis man er helt ligeglad, så er det ligesom det, nazisterne gjorde. De slog bare ihjel, for det var jo ikke rigtige mennesker ... Eller ved folkemord. Det ved du da alt om, Hans Petter, du har jo rejst i lande, hvor den slags har fundet sted?
HP: Ja, lige nøjagtigt. Altså, hvis du har de her virkelig psykopatiske tendenser, så vil du ikke bruge tid og kræfter på at grave en eller anden op og fjerne