«Himmelportene er åbne
som Trompeter,
som Blomsterkalke,
og suger os til sig.
I hvirvlende Kast
slynges vi mod Solen,
Solstraalerne griber os
som gyldne Arme,
som Insekters Følehorn
og lader os opgaa i Solen.
Det Guld paa min Finger
er en partikel af Solen –
jeg er formælet med Solen,
den er i mit Indre,
den er i mit Hjerte,
den fylder, besætter mig,
ophøjer mig arme.
Er Verden vidende
om den Smerte,
der er tilføjet mig,
da jeg sattes ind i Verden?
Vi er Børn,
faldet ud af Himmelporte,
Gæster i en umild Verden.»
Digtene i “Ud af Himmelporte” bærer præg af den stræben efter noget smukt og fortabt, som vi ser så ofte hos Bodil Bech. De er sensuelle og dog surrealistiske, og i flere af dem går netop himlen igen som tema og metafor for digteren, der længes efter det svundne himmelrige.
Bogen udkom første gang i 1941.
Bodil Bech (1889–1942) var på mange måder et usædvanligt og interessant menneske. Hun uddannede sig som koncertpianist på konservatoriet i New York og var mere berejst end de fleste i samtiden. Hun debuterede sent som forfatter i en alder af 45 år, og hendes digtsamlinger blev flot anmeldt af Danmarks klogeste anmeldere. Hun var i kreds med berømtheder som Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Jens August Schade, som hun senere kom til at danne par med, men vandt alligevel aldrig bred anerkendelse. Hun er blevet beskrevet som et vildt og fyrigt menneske, der mødte megen modgang. Hun døde allerede som 53-årig.
