«Hvorfor er jeg mon saa sært lykkelig?
Det er, som boede der to Fugle
bag mine spændte Bryster –
gylden Sødme stiger og falder,
naar jeg trækker Vejret –
næsten pinefuld er denne ømme Bæven –
mine Fødder har Lyst at slippe Jorden,
og mine Arme at ro op i Himlene.»
Bodil Bechs digtsamling fra 1938 fortæller med moderne frimodighed om erotiske følelser, brændende kærlighed og sensualitet, som ellers før i tiden havde været den mandlige digters domæne. Bodil Bechs digte viser, hvordan kvinden kan være den digtende observatør, ikke blot den muse, der bliver beskrevet.
Bodil Bech (1889–1942) var på mange måder et usædvanligt og interessant menneske. Hun uddannede sig som koncertpianist på konservatoriet i New York og var mere berejst end de fleste i samtiden. Hun debuterede sent som forfatter i en alder af 45 år, og hendes digtsamlinger blev flot anmeldt af Danmarks klogeste anmeldere. Hun var i kreds med berømtheder som Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Jens August Schade, som hun senere kom til at danne par med, men vandt alligevel aldrig bred anerkendelse. Hun er blevet beskrevet som et vildt og fyrigt menneske, der mødte megen modgang. Hun døde allerede som 53-årig.
