Den sønderjyske farm

Som religionslæreren i Gram Borger- og Realskole plejede at sige til eleverne: “I er sønderjyder, det skal I ikke være stolte af. I skal bare være taknemmelige.” Han lagde stor vægt på, at man kendte forskel på stolthed og taknemmelighed. Stolthed var en følelse, der vendte udad, hvorved den blev synlig for andre og kunne gøre andre misundelige. Taknemmelighed derimod vendte indad og gav en indre tilfredshed, som bar lønnen i sig selv.

ved ørerne; jeg hadede at se ham sådan, krybe og kravle for de fine. Han ligefrem bukkede ned i telefonrøret; “Nå, på den måde, ja så forstår man jo bedre. Aha. Nå, siger Preben det. Ja, men det lader jeg gå videre så. Tak, i lige måde da. Farvel.”
Røret blev lagt på, far vendte sig langsomt. Han så noget beklemt ud, som om han havde forsøgt at løse en opgave og havde gjort, hvad han kunne. Nu håbede han bare, det var godt nok. Han satte sig.
“Nu har jeg snakket med Prebens far igen, Allan.”
“Ja, det behøver du ikke fortælle. Hvad sagde han?“
“Han sagde, at han havde haft en alvorlig snak med sin søn. Og skældt ham ud. For der er noget om, hvad du fortæller.”
“Noget om? Hvad skal det sige?“
“Preben sigtede hen over dit hoved for at skræmme dig, og det var ikke hans mening at skyde. Men der var en, der stod ved siden af ham, som puffede til ham, og så gik skuddet af. Ved et uheld.”
“Et uheld?“
“Ja. Det var et vådeskud.”
“Vel var det ej. Han sigtede, og

stemme fra køkkenet.
“Det er mælkemanden nede fra Åvej,” lød det. “Min søn siger, at din søn har skudt ham med en luftbøsse.” Herefter var der en lang pause. “Ja, han er kommet hjem med et sår på hagen. Han er helt sikker på, at det er Preben.” Pause igen. “Nej, så slemt er det ikke, men det kunne jo lige så godt have kostet et øje.” Lang pause. “Ja, tak. Mange tak, men så venter jeg så længe.”
Far lagde røret. Mor og jeg kom ind til ham, og han sad og så helt lettet ud over, at det var overstået.
“Hvad så?“ spurgte jeg.
“Han ringer tilbage om lidt. Nu vil han lige få fat i Preben og høre, hvad han har at sige til sit forsvar.”
“Hvad han har at sige?“
“Ja. Allan, hvorfor gjorde han det, har du nogen anelse om det?“
“Vi må ikke være oppe på Banelinjen længere. De siger, det er deres sted.”
“Deres sted? Banelinjen?“
“Ja, de ødelægger vores huler og jager os væk.”
“Fra Banelinjen,” gentog mor.
“Der er flere og flere af dem oppe fra byen, som bygger huler deroppe.”
Det forargede både mor og far, for Banelinjen havde altid været legeplads for børnene fra det gamle Gram. De havde selv

luftbøsse.”
Mens mor undersøgte såret, fortalte jeg, hvad der var sket. Det viste sig, at jeg var blevet ramt midt på hagen, og der var hul ind til knoglen. Men det var heldigt nok, for det kunne have været halsen, eller for den sags skyld et øje. Mine forældre var forfærdede. Jeg var før kommet hjem med flænger og blå mærker, men aldrig skudsår.
“Var det hans mening at ramme dig?“ spurgte far.
“Ja, han sigtede på mig! Du kan selv spørge de andre.”
“Du må ringe op til Røber,” sagde mor.
Far var ikke meget for det, for Røber var trods alt brugsuddeleren.
“Så gør jeg det,” sagde mor, men det måtte ikke hedde sig, at han var sådan en svækling, så han tog sig sammen og gik ind

kommet kørende hjem fra arbejde en tidlig vintermorgen, hvor der var isslag, og havde pludselig set det skønneste nordlys. Hele himlen var som et perlebesat tæppe, der bølgede frem og tilbage over hovedet på ham, og det fjols var blevet så betaget, at han havde flyttet sit blik fra vejen, hvorved han selvfølgelig mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et træ. Siden havde han siddet i kørestol og havde ligesom tabt interessen for stjernehimlen. Nej, kig ikke op, kig ned, så sker der ikke noget, lød det rundt om bordet. Onkel Sigurd sagde det på sin egen måde: “Ved jorden at blive, der

lærere slog på børn. Hvad blev det næste? At man som forældre heller ikke måtte slå på dem?
“Tag et stykke kringle mere, Allan,” sagde mor, for jeg var begyndt at hænge lidt med næbbet.
“Må jeg så ikke ønske mig et teleskop til min fødselsdag?“
“Ønsk du bare, det kan ingen forbyde dig,” sagde far.
Jeg var ærlig talt noget forvirret, for jeg var slet ikke klar over, at det var så farligt at interessere sig for astronomi. Tante Erna fik ondt af mig og gjorde sig umage for at få mig til at forstå. Den svimmelhed, jeg havde talt om, kunne sætte sig fast, så man blev sær i hovedet, sagde hun. Man blev “karruselli”, som det hed, altså helt tabt for denne verden.
“Og så ved du godt, hvor man kommer hen, gør du ikke?“
Jeg nikkede; hun mente selvfølgelig det psykiatriske hospital i Augustenborg. Kolbøttefabrikken.
Onkel Dres kunne fortælle om en bager i Sommersted, som havde slået sig halvt ihjel ved at kigge på stjernehimlen. Og kommet i rullestol. Han var k

“Ja,” sagde jeg og troede egentlig, jeg ville få ros.
“Hvordan var så det?“ ville tante Erna vide.
“Jeg blev helt svimmel,” sagde jeg. “Det var, som om jordkloden kun er et lille fnug, der svæver i det lufttomme rum.”
“Svimmel?“ spurgte far og var pludselig på vagt.
“Ja, for han sagde også noget om, at solen engang vil slukke. Og så bliver der helt mørkt, og vi fryser alle sammen ihjel.”
Der var efterhånden blevet meget stille rundt om bordet, og for en sjælden gangs skyld var kagespisningen indstillet. De kiggede alle på mig og så forskrækkede ud. Jeg tror egentlig godt, jeg kunne lide det. Og jeg var ikke færdig endnu.
“Men inden der bliver mørkt og koldt, bliver der meget varmt. Når solen dør, brænder den nemlig ikke langsomt ud. Den udvider sig pludselig og bliver til en kæmpestjerne, der brænder alle planeter op i vores solsystem. Også Jorden. Og så falder den sammen og er væk. Først brænder vi op i et kæmpe flammehav, og så fryser vi ihjel bagefter.”
Stilheden blev afløst af højrøstet latter, for det var da det skøreste, de endnu havde hørt. Men jeg var helt sikker, for det havde vores fysiklærer fortalt. Og lidt efter lidt ebbede latteren ud og blev afløst af forargelse. Tænk engang, sagde onkel Dres, at børn blev undervist i den slags nu om stunder, og som forældre var man forsvarsløs.
“Hvem er den lærer?“ ville min far vide.
Da jeg fortalte det, nikkede han alvorligt og vendte sig mod gæsterne. Det var selvfølgelig en af de nyuddannede lærere fra seminariet i Ribe. En af de langhårede, der var modstander af, at

gerne sidde med ved bordet, og vi havde lov at spise alle de kager, vi kunne få plads til, og så lige tage et stykke til. Ligesom de voksne.
Jeg holdt også af at lytte til samtalerne over kaffebordet, for emnerne var mangfoldige, og det var sjældent kedeligt. Snakken kom næsten altid ind på ungdomsballaden ovre i København. Vi så ting i TV-Avisen, som vi ikke vidste, om vi skulle le eller græde over. De studerende besatte universitetet og sendte rektor hjem, der stod demonstranter på slotspladsen foran Christiansborg hver anden dag, og alle vidste jo, at kommunisterne stod bag. Det mærkeligste ved det hele var, at politiet ikke greb ind og satte en stopper for det; hvad havde vi så politiet til? Drengenes hår fik lov at vokse, og pigerne viste mere og mere af deres ben; ikke kun inden for hjemmets fire vægge, for det kunne til nød accepteres, men også i parkerne og på strøget. Det sidste mente jeg nu ikke, at kommunisterne kunne stå bag, men det var bedst ikke at sige noget.
Det var også over et kaffebord, jeg engang kom for skade at fortælle, at jeg ønskede mig en stjernekikkert til min fødselsdag. Jeg var nemlig begyndt at interesse mig for astronomi. I skolen havde vi haft om Mælkevejen, og vores lærer havde begejstret fortalt om de store afstande, der var mellem stjernerne. Vi skulle prøve at kigge op mod himlen en stjerneklar nat, havde han sagt, og tænke på hvor stort universet var, og hvor lille vores planet.
“Og har du så gjort det?“ spurgte onkel Sigurd, mens han tog endnu et stykke brødtorte.

æster på farmen
Vi var altid glade for at få gæster på farmen. Når man bor langt ude i den sønderjyske provins, fører man en ensom og ofte ensformig tilværelse, og intet er bedre end at høre nyt fra den store verden. Hvad var mon det sidste nye fra livet på den anden side af Gramby Bakke? Havde læderjakkerne fra Sønder Hygum igen været på spil? Og var det virkelig sandt, at de havde fået runde borde på Tiset Kro? Vi havde set en annonce i Gramavisen, hvor der stod: “Kom til Tiset Kro. Nu også runde borde.” Men var det virkelig så meget bedre at drikke sig fuld ved et rundt bord end ved et firkantet?
Mine gæster behøvede ikke komme så langvejsfra. Det kunne være børn fra vores egen gade, der spurgte om lov til at holde en af kaninungerne i favnen. Og det undrede mig, at de blev ved, for de fik altid et nej. På det punkt var der ingen pardon: nok se, men ikke røre.
Der kunne også komme besøg af andre farmere. Kaninopdrættere fra nabobyer, som lagde vejen forbi af professionel interesse og for at udveksle erfaringer. De fik en særlig varm velkomst, for kaniner kan opdrættes på utallige måder, og selv den mest erfarne kan altid lære nyt.
En sjælden gang kom der slægtninge, hvis ærinde ikke så meget var at beundre farmen, som at besøge os. De var naturligvis også velkomne, og min mor brugte flere dage på at forberede det store kaffebord. Det blev forventet, når der kom gæster udenbysfra. Som barn så jeg frem til det, for børn måtte

I løbet af aftenen kom flere naboer til, blandt andet Benny Blueboy og Johnny Smalrøv, et par unge knallertbøller omme fra Skyttevej. De var egentlig kommet for at høre, om de kunne købe noget spiritus. De kom som altid efter lukketid, når de hverken kunne få hos købmand Frisk eller i Brugsen, og far plejede at skælde dem hæder og ære fra. Hvad lignede det at drikke spiritus, når de samtidig kørte knallert? tordnede han. Og var deres forældre klar over det? Vidste de ikke, at han som købmand kunne få en bøde, hvis det blev opdaget, hvor de havde spiritus fra? Sådan kunne far blive ved en halv time. Men når den moralske opsang var til ende, gav han dem altid, hvad de bad om.