Den sønderjyske farm

Som religionslæreren i Gram Borger- og Realskole plejede at sige til eleverne: “I er sønderjyder, det skal I ikke være stolte af. I skal bare være taknemmelige.” Han lagde stor vægt på, at man kendte forskel på stolthed og taknemmelighed. Stolthed var en følelse, der vendte udad, hvorved den blev synlig for andre og kunne gøre andre misundelige. Taknemmelighed derimod vendte indad og gav en indre tilfredshed, som bar lønnen i sig selv.

ved ørerne; jeg hadede at se ham sådan, krybe og kravle for de fine. Han ligefrem bukkede ned i telefonrøret; “Nå, på den måde, ja så forstår man jo bedre. Aha. Nå, siger Preben det. Ja, men det lader jeg gå videre så. Tak, i lige måde da. Farvel.”
Røret blev lagt på, far vendte sig langsomt. Han så noget beklemt ud, som om han havde forsøgt at løse en opgave og havde gjort, hvad han kunne. Nu håbede han bare, det var godt nok. Han satte sig.
“Nu har jeg snakket med Prebens far igen, Allan.”
“Ja, det behøver du ikke fortælle. Hvad sagde han?“
“Han sagde, at han havde haft en alvorlig snak med sin søn. Og skældt ham ud. For der er noget om, hvad du fortæller.”
“Noget om? Hvad skal det sige?“
“Preben sigtede hen over dit hoved for at skræmme dig, og det var ikke hans mening at skyde. Men der var en, der stod ved siden af ham, som puffede til ham, og så gik skuddet af. Ved et uheld.”
“Et uheld?“
“Ja. Det var et vådeskud.”
“Vel var det ej. Han sigtede, og

stemme fra køkkenet.
“Det er mælkemanden nede fra Åvej,” lød det. “Min søn siger, at din søn har skudt ham med en luftbøsse.” Herefter var der en lang pause. “Ja, han er kommet hjem med et sår på hagen. Han er helt sikker på, at det er Preben.” Pause igen. “Nej, så slemt er det ikke, men det kunne jo lige så godt have kostet et øje.” Lang pause. “Ja, tak. Mange tak, men så venter jeg så længe.”
Far lagde røret. Mor og jeg kom ind til ham, og han sad og så helt lettet ud over, at det var overstået.
“Hvad så?“ spurgte jeg.
“Han ringer tilbage om lidt. Nu vil han lige få fat i Preben og høre, hvad han har at sige til sit forsvar.”
“Hvad han har at sige?“
“Ja. Allan, hvorfor gjorde han det, har du nogen anelse om det?“
“Vi må ikke være oppe på Banelinjen længere. De siger, det er deres sted.”
“Deres sted? Banelinjen?“
“Ja, de ødelægger vores huler og jager os væk.”
“Fra Banelinjen,” gentog mor.
“Der er flere og flere af dem oppe fra byen, som bygger huler deroppe.”
Det forargede både mor og far, for Banelinjen havde altid været legeplads for børnene fra det gamle Gram. De havde selv