Epistler og moralske tanker

Næst Bayle er det vigtigste forbillede, når talen er om Holbergs „Moralske Tanker“, den franske forfatter Montaigne (d. 1595), af hvis „Essais“ (1580) Holberg har omsat flere i dansk form. Selve betegnelsen „Essai“ om en kort, subjektiv, ræsonnerende afhandling om et frit emne er taget fra Montaigne, og „det er Montaigne, som har givet Holberg den afgørende impuls. Det er læsningen af den franske mester, der sætter ham i gang med at skrive moralske afhandlinger i en ny stil“ (Billeskov Jansen: Holberg som epigrammatiker og essayist).

På rettens område lærer Holberg en lignende kritik over for overleveringen og en lignende tro på fornuftens ufejlbarhed, som Bayle havde lært ham på religionens. Hans lærere er her de to store jurister Hugo Grotius (d. 1645) og Sam. Pufendorf (d. 1694). Bekendtskabet med dem skylder han sin danske beskytter prof. jur. Chr. Reitzer. Hvad disse forfattere vil, er at gøre retten fri af de gældende retskilder: Moseloven og landslovene; de forekom dem (særlig i deres straffe) barbariske og ufornuftige. I stedet vil de opbygge en helt ny ret og lovgivning, bygget på den ufejlbare og overalt ensartede menneskelige fornuft. De kalder den for naturretten.

Også den engelske deisme fik betydning for Holberg. Dens skaber Herbert af Cherbury (d. 1648) havde opstillet en katekismus over den naturlige religions sandheder, som han hævdede var fælles for alle mennesker. Disse sandheder, som kun kan nås ved hjælp af fornuften, udgør 5 punkter: 1) Tro på en gud, 2) pligt til at dyrke ham, 3) dyrkelsen skal bestå i et moralsk liv, 4) tro på sjælens udødelighed og 5) Tro på en retfærdig gengældelse.

som bl. a. Pierre Bayle (d. 1706) i forvejen var inde på lignende tanker. I sit hovedværk „Dictionnaire historique et critique“ (1695–97) har han taget alle tidens spørgsmål op til drøftelse.