Intet nyt fra vestfronten

Og med rædsel føler man om natten, når man vågner af en drøm, overvældet og prisgivet de strømmende syners trolddom, hvor tynd den grænse, og hvor svag den hæmning er, som skiller os fra mørket – vi er små flammer, med nød og næppe skærmet af svage vægge mod opløsningen og meningsløsheden, hvori vi blafrer og ofte er ved at slukkes. Så bliver slagets dæmpede brusen til en ring, som indeslutter os, vi kryber sammen i os selv og stirrer med store øjne ud i natten. Kun kammeraternes sovende åndedræt kan trøste os, og så venter vi til om morgenen.

Jeg er ung, jeg er tyve år gammel; men jeg kender ikke andet af livet end fortvivlelsen, døden, angsten og den tåbeligste overfladiskhed tæt op ad en afgrund af lidelse. Jeg ser, at folkene bliver drevet imod hinanden og tavse, uvidende, tåbelige, lydige, uskyldige dræber hinanden. Jeg ser, at verdens klogeste hjerner opfinder våben og ord for at gøre det hele endnu mere raffineret og endnu mere langvarigt. Og sammen med mig ser alle mine jævnaldrende det, her og ovre hos fjenden og i hele verden, sammen med mig oplever min generation det. Hvad vil vores fædre stille op, hvis vi engang rejser os, træder hen foran dem og kræver dem til regnskab? Hvad venter de af os, når der kommer en tid, hvor ingen krig findes? I flere år var det vores beskæftigelse at dræbe; – det var vores første profession her i tilværelsen. Vores viden om livet indskrænker sig til døden. Hvad skal der senere ske? Og hvad skal der blive af os?

Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre, at disse strømme af blod blev udgydt, at disse torturkamre eksisterer i hundredtusinder. Først lazarettet viser, hvad krigen er.