I sorg over sin mors død begraver den unge videnskabsmand Victor Frankenstein sig i et vanvittigt eksperiment og stykker et væsen sammen af kropsdele fra lig. Ved hjælp af lyn i natten gnistrer han liv i skabningen, men da han ser den åbne sine døde øjne, flygter han i rædsel, og det forladte væsen er overladt til sig selv, mens det vandrer rundt i verden i en desperat søgen efter venskab og forståelse. Overalt møder det afsky og frygt, og verdens afvisninger og dets egen ensomhed ender med at gøre dets indre lige så ondt og ækelt som dets ydre.
“Frankenstein” er ikke bare en gruopvækkende og hjemsøgende gyser. Det er også historien om et væsen, der fødes med potentiale for det gode, men som en uforstående verden forvandler til et hævngerrigt monster, og om et skæbnesvangert bånd mellem skaber og skabning, som ingen af dem formår at bryde.
Den engelske forfatter Mary Wollstonecraft Shelley (1797–1851) er bedst kendt for sin roman “Frankenstein” og sit ægteskab med den store romantiske digter Percy Bysshe Shelley, som hun stak af med som 16-årig og levede sammen med frem til hans tragiske død i 1822. Mary Shelley var kun 20 år, da Frankenstein udkom anonymt, og mange antog, at det var hendes mand, der var den egentlige forfatter. Selvom Mary Shelley fortsatte med at skrive gennem hele sit liv, nåede ingen af hendes værker samme succes som “Frankenstein”, og efter Shelleys død ernærede hun sig hovedsageligt ved at udgive hans efterladte værker.
