bookmate game
Tracey Baptiste

Minecraft – Ulykken

Bianca og hendes bedste ven Lonnie er involveret i et biluheld, og da Bianca vågner, er hun næsten lammet og skal blive på hospitalet i længere tid. Hun søger tilflugt i en ny virtual reality-udgave af Minecraft, hvor hun møder to andre, der også er indlagt på hospitalet. De tre børn opdager, at der er fanget i spillet. Intet fungerer, som det burde, og de bliver angrebet af figurer, der ligner mennesker, som Bianca kender fra det virkelige liv. Sammen giver de sig til at lede efter Lonnie. Men er Lonnie egentlig også med i spillet, og kan Bianca hjælpe ham tilbage til virkeligheden?
247 trycksidor
Upphovsrättsinnehavare
Politikens Forlag
Ursprunglig publicering
2018
Utgivningsår
2018
Har du redan läst den? Vad tycker du om den?
👍👎

Intryck

  • Jacob Højgaard Thinggaarddelade ett intryckför 3 år sedan
    👍Värt att läsa
    🔮Oanat djup
    💡Lärde mig mycket
    🎯Givande
    🚀Sidvändare
    😄Hysteriskt rolig

    Øhhhhhh…spendene bog🎉

  • Peter Haugshøj Larsendelade ett intryckför 3 år sedan
    👎Hoppa över den här
    💩Riktigt skräp

    Langtrukken

  • Carinadelade ett intryckför 4 år sedan

    Den er ok

Citat

  • Jacob Højgaard Thinggaardhar citeratför 3 år sedan
    Han pjattede ikke. Det var forvirrende at blive kastet ind midt i et spil i en fuldt udviklet verden. Den var lysere end min hospitalsstue, skulle jeg love for, og de urealistiske, tegneserieagtige grønne, brune og blå farver føltes som klask i hovedet. Jeg kiggede rundt i det skovlandskab, som jeg var havnet i, og opdagede, at hvis jeg kiggede i en bestemt retning i et vist stykke tid, begyndte jeg at bevæge mig derhen. Bevægelserne var meget bratte og gav mig brækfornemmelser. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at trække vejret dybt. Det nyttede ikke noget, at jeg sagde, at jeg ville ud af spillet, for jeg skulle jo trods alt imponere et lille barn. Og desuden havde jeg en følelse af bare at være et hoved uden krop. Da jeg forsøgte at bevæge mig igen, vendte det sig i maven på mig.
    ”Skal du kaste op?” spurgte A.J.
    ”Nej … jeg ... øh …”
  • Jacob Højgaard Thinggaardhar citeratför 3 år sedan
    Der var en strålekrans over mig. Jeg gik i panik et øjeblik, indtil jeg indså, at det bare var en gadelampe. Jeg lå på jorden, men kunne ikke mærke noget, hverken jorden eller min egen krop. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg forsøgte at sige noget, men min mund virkede heller ikke. En kvinde med en lys hestehale lænede sig ind over mig med rynket pande. Hun så op og mimede et eller andet til nogen, som jeg ikke kunne se. Nej, hun sagde noget, men jeg kunne bare ikke høre hende. Jeg kunne ikke høre noget som helst. Det var kun mine øjne, der virkede, og selv de … Alt var sløret, og mit synsfelt begrænset. Det var, som om jeg kun kunne se opad.
    Jeg prøvede at bevæge noget af min krop. En finger. Min tunge. Ingenting virkede. Jeg tænkte på, om jeg var død, og min sjæl bare blev hængende lidt, før den drog … derhen, hvor sjæle nu engang drager hen. Måske sad den også fast og kunne ikke bevæge sig. Måske var vi begge lammede.
    Den lyshårede kvinde var iført en skjorte med et stofmærke, hvorpå der stod HOLY ANGELS HOSPITAL AMBULANCEBEHANDLER. Hun lod til at føre hænderne over min krop, men jeg anede ikke, hvad hun lavede, for jeg kunne stadig ikke mærke noget eller bevæge øjnene nok til at se det
  • Jacob Højgaard Thinggaardhar citeratför 3 år sedan
    Det var, som om alt foregik i slowmotion, hvor nogle få sekunder blev strakt ud til år, indtil en robotagtig kvindestemme pludselig gjaldede i bilens højtalere.
    ”Risiko for sammenstød! Foretag undvigemanøvre!”
    Stemningen i bilen blev på et øjeblik forvandlet fra sitrende spænding til ren frygt, da en anden bil kom kørende lige mod os med alt for høj fart til, at vi kunne gøre noget ved det.
    Da bilen var så tæt på, at den spærrede for solen, kunne jeg se den anden bilists ansigt, men ikke tydeligt. Han havde mørke øjne og glat hår, der strittede i alle retninger. Hans hoved røg bagover, da hans grønne bil kørte ind i vores blå. Jeg husker, at metallet kvastes i blå og grønne folder, da vi bragede ind i hinanden, og ting fløj rundt i luften. Glas, metal. På et tidspunkt var det endda, som om lyset sprængtes i stykker og blev til fraktaler af stråler, der skar i mine øjne og hud. Og så var der lugten af røg. Og smagen af blod. Og en skraben af et eller andet mod min krop, der føltes, som om den var blevet flænset op på midten. Jeg tænkte på, om jeg var blevet delt over i to. Jeg drejede mig og prøvede at se, om jeg kunne finde ud af, hvad der var sket – om jeg kunne se Lonnies ansigt og ud fra hans øjne blive klogere på, hvor alvorligt det hele var. Men jeg kunne ikke se ham. Det var, som om han var forsvundet, og det eneste, der var tilbage, var mig og de to biler, der nu lignede én sammenpresset skrotbunke, mens det regnede med klirrende glasskår omkring mig. Så indså jeg med et chok, at manden i den anden bil var lige oven på mig, som om vi havde siddet sammen. Han var lige der. Jeg kunne røre ved ham. Og det prøvede jeg. Men mine hænder bevægede sig ikke. Intet bevægede sig, bortset fra bilerne, der stadig syntes at bølge mod og væk fra hinanden. Så jeg forsøgte at skrige på Lonnie, men der kom ikke noget ud af munden på mig.
    Og så blev alting sort

I bokhyllorna

fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)