Maria Gerhardt

jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må.

Jeg venter på solen, ryger cigaretter, imens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må.

katastrofen ikke er på vej, katastrofen er her allered

“Det brænder,” siger jeg. “Kan det være en flygtningefamilie?”

“Vi har altid taget os af de syge,” sagde hun. “Det er ikke noget nyt, det er, som det altid har været.”

Det var altså en familie i brand derude,” siger jeg til den venlige mand, der dæmper de speciallavede lamper. “Nej, det var bare en lysspejling på havet,” siger han. “Du kan få det forklaret til videnskabstimerne senere i dag, du er velkommen til at stille spørgsmål til sidst.”

Jeg husker et fællesskab alene, fordi fodboldlandsholdet var så gode, som de var. Min stolthed kommer derfra. Min selvovervurdering.

Hvad kan vi gøre?” “Hvad kan vi dog gøre?” “Kom og gør rent, eller skaf de syge en rengøringsdame,” sagde jeg.

Så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke, så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke

Så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke, så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke,