Lilian Munk Rösing

Der var ikke meget der forstyrrede min ro. Jeg imødeså livet som en lykkelig opdagelsesrejse, og mod døden forsvarede troen mig: Jeg ville lukke øjnene, og i et lynglimt ville snehvide englehænder løfte mig op i himlen.

„Dumme“ var før i tiden noget min søster og jeg kaldte børn som kedede os; nu var der mange voksne vi kaldte dumme, og særligt frøkenerne. De salvelsesfulde prædikener, de højtidelige remser, de store ord, de skabagtige fraser, alt det var dumhed; det var dumt at tillægge bagateller stor betydning, at holde stædigt fast i skik og brug, at foretrække vante forestillinger og forudfattede meninger frem for fakta. Topmålet af dumhed var at tro at vi ville sluge de dydige løgne som man serverede for os. Vi lo af dumheden, den var noget af det vi virkelig kunne more os over, men den havde også noget skræmmende over sig. Hvis den fik magten, ville vi ikke længere have ret til at tænke, at gøre nar, at
have virkelige ønsker og virkelige glæder. Man måtte bekæmpe den eller opgive at leve.

Nej, hvis arbejderne hadede borgerskabet, var det fordi de vidste at det var dem overlegent. Kommunisme og socialisme kunne kun forklares af misundelse. „Og misundelse,“ sagde min far, „er en grim følelse“.