Personlig karma

Filosoffen Jean-Jacques Rousseau sagde: ‘Jeg mediterer kun, når jeg går. Når jeg standser, holder jeg op med at tænke; min hjerne fungerer kun sammen med mine ben.’ Det er et meget fint citat at slutte snakken om at gå med.“
Storsind er

Undersøgelser viser, at jo mere frigivet endorfin man har som følge af fysisk aktivitet, des bedre humør er man i. Endorfiner er et morfinlignende stof i hjernen – en art kroppens narkotika, som skaber en følelse af at være høj. Derfor talte man i 70’erne om runner’s high, dengang løb og jogging blev populært. Men man kan altså også tale om walker’s high, Det, at vi producerer endorfiner, siges at stamme helt tilbage fra urmennesket, hvis endorfinproduktion var en slags belønning, når urmenneskerne var på jagt. De løb eller gik nogle gange uafbrudt i flere dage, indtil dyret var så udmattet, at det kunne dræbes. Så når jægerne kom hjem, forbandt de jagten med noget positivt på grund af det ‘high’ – den rus – de havde oplevet. Derfor havde de også mere lyst til at tage af sted på jagt igen. Oven i det har endorfinerne også en smertelindrende effekt. I jægernes tilfælde hjalp det mod ømme ben og fødder, men i dag afhjælper endorfinerne eksempelvis kroniske sygdomme.
Det at gå er for mig simpelthen en af de bedste metoder eller et af de mest virksomme greb til at tage kraften ud af de mere destruktive følelser. Fx hvis jeg er vred. Men det er også et godt middel mod tungsind og stress og en hjælp, når man vil tænke nyt og kreativt. Jeg forsøger af samme grund at bygge det at gå ind i min hverdag, så jeg ofte går på arbejde eller til møder. Jeg holder faktisk også nogle gange gående møder og jobsamtaler. Mødet bliver mindre anstrengt, og man er mindre selvbevidst, når man går. Man skal lige holde øje med, hvor man går, og derfor retter man sin opmærksomhed udad, hvilket bevirker, at underbevidstheden i højere grad kommer i spil. Vi mennesker er typisk mere kreative og innovative, når vi ikke presser os selv til at være det. Når vi går, fx i forbindelse med et møde, så giver vi vores hjerne mere tid, og det er oftest, når vi tænker langsomt, at vi tænker kreativt. Man skal nogle gange sætte farten ned for at komme i omdrejninger. Endelig kommer musklerne i gang, når man går, hvilket også giver et dybere åndedræt, som igen giver andre tankemønstre.
De mange filosoffer og kunstnere, som gennem tiderne har brugt det at gå som værktøj, er noget, der har inspireret mig meget. De gamle grækere som Sokrates brugte det at gå, mange zenbuddhistiske skoler gør det, og filosoffer som Kant, Thoreau og vores egen Kierkegaard gjorde meget brug af gåturen som en metode til at forbedre sin mentale sundhed og få idéer. Kierkegaard skrev bl.a. til sin på det tidspunkt syge svigerinde Henriette Kierkegaard: ‘Tab for alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den.’ Ligeledes bruger, og brugte, store kunstnere og poeter som beatdigteren Gary Snyder og den unge poet Arthur Rimbaud også aktivt gåturen som et greb i deres kreative processer

Buddha sagde engang: ‘Forestil dig, at du holder på et stykke glødende kul, som du gerne vil kaste efter et menneske, som du er vred på. Hvem er det så, der bliver mest forbrændt?’ Det er dig selv, for du må holde det glødende kul i hånden, mens ham, du kaster det efter, kun rammes i et splitsekund. Det er lidt det samme, som hvis du er jaloux på kæresten eller vred på en god ven