Undervisning er dannelse

Børn ser ikke verden ved bare at opholde sig i den. De har brug for at få verden vist, så den fremtræder i sin rette mening og sammenhæng. Hvad er vigtigt at lægge mærke til? Hvad kommer først, og hvad ligger under noget andet? Verden underviser ikke selv, den må vises eller rettere didaktiseres, så den kan læres.

Langt de fleste elever oplever skolen som et helt naturligt sted, hvor de opholder sig en rigtig stor del af deres barndoms- og ungdomsliv. Og som langt de fleste heldigvis også holder af. I skolen lærer de for livet, og de tilbringer tid med kammerater, venner og voksne, der vil noget vigtigt med dem. Men bag alt det ligger skolens paradoks: at undervisningen grundlæggende sker i distance til elevernes primære erfaringsverden.

I den offentlige undervisning skulle børn lære det, de ikke lærte i familien. For Aristoteles var det afgørende, at børn tilegnede sig stoffet for dets egen skyld – ikke udelukkende med henblik på at få et bestemt job eller et andet på forhånd defineret mål.

Dannelse er at forstå sig selv og samtidig være en del af noget større.

Dannelse handler derfor i høj grad om, at vi forholder os til vores politiske, etiske, æstetiske, religiøse, økonomiske og pædagogiske eksistens og sameksistens.

Dannelsesprocesser er livslange processer. Hele livet må vi lære at forholde os til vores egen eksistens og vores måde at være sammen med andre mennesker på.

Dannelse handler om, at børn får et ansvarligt forhold til sig selv, de andre og den verden, de er en del af. Og det gælder også for voksne

Undervisning er dannende, når børn herigennem lærer at se verden i et større perspektiv og blive socialt ansvarlige

I sin undervisning viser læreren sine elever det, som bogstaveligt talt ligger under. Børn ser ikke verden ved bare at opholde sig i den. De har brug for at få verden vist, så den fremtræder i sin rette mening og sammenhæng.

I vores moderne verden er at leve og at lære adskilt.