J.R. Ward

The Black Dagger Brotherhood #11: Krigerinden

    Anja Fey Hansenhar citeratför 3 år sedan
    Shit, han havde aldrig rigtig tænkt over det før, men fra øjeblikket hvor det spæde første hjerteslag dunkede i et nyt liv lød der en klokke og tiden begyndte at tælle ned. Et spil som man ikke engang var klar over at man var gået ind til, var begyndt og skæbnen lå i kortene. Efterhånden som minutterne, timerne, dagene, månederne og årene gik, blev ens livshistorie skrevet og langsomt løb man tør for tid indtil ens sidste hjerteslag markerede spillets afslutning og det blev tid til at opgøre sejre og nederlag.
    Lars Hefsgaardhar citeratför 3 år sedan
    avde lige sat sig for frivilligt at bevæge sig ud i et totalt ukendt territorium som hun selv indrømmede var for farligt for brødrene. Og hun ville tage af sted uden forstærkning og uden at han kunne komme frem til hende hvis der skete hende noget.

    Wrath og Rehvenge kom hen til ham og da John rettede fokus mod kontoret igen, indså han at alle var gået bortset fra Qhuinn der stod i hjørnet og kiggede ned på sin mobil med rynkede bryn.

    Rehvenge sukkede dybt og var tydeligvis i samme fuck-det-pis-båd som John. „Hør, jeg ...“

    John bevægede hænderne hurtigt. Hvad helvede har du gang i? Hvorfor lod du hende gå?

    Rehvenge trak en hånd over sin kortklippede hanekam. „Jeg skal nok sørge for at hun er beskyttet ...“

    Du kan heller ikke gå ud når det er lyst. Hvordan fanden vil du sørge for ...

    Rehvenge knurrede dybt og dæmpet. „Drop hellere den attitude, knægt.“

    Ja. Okay. Det var så bare det helt forkerte at sige på den helt forkerte dag. John marcherede helt hen til fyren, anbragte sit ansigt ud for hans og blottede sit tandsæt mens han tænkte højt og tydeligt. Det er min hun der er på vej ud. Alene. Så fuck min attitude.

    Rehvenge bandede og spiddede John med et hårdt blik. „Pas på med at kalde hende ’din hun’. Jeg siger det bare. Hendes slutspil involverer ikke andre end hende selv, er du med?“

    Johns første instinkt var at smadre fyrens næse og han knyttede hænderne.

    Rehvenge lo hårdt. „Vil du slås? Fint med mig.“ Han lagde sin røde stok fra sig og smed sin zobelfrakke over ryglænet på en fin stol. „Men det ændrer ikke en skid. Tror du at nogen kan aflæse hende bedre end mig? Jeg har kendt hende længere end du har levet.“

    Nej, du har ikke, tænkte John af en eller anden mærkelig grund.

    Wrath lagde sig imellem dem. „Okay, okay, okay, ro på, drenge. I står på et fint tæppe fra Aubusson. Hvis I får blod på det, får jeg jordens største skideballe af Fritz.“

    „Hør her, John, jeg er ikke ude på at være efter dig,“ sagde Rehvenge brysk. „Jeg ved bare hvordan det er at elske hende. Det er ikke hendes skyld at hun er som hun er, men det kan være et
    Sara-louise Petersenhar citeratför 6 år sedan
    rejsning
    osi44har citeratför 6 år sedan
    Xhex vågnede til duften af John.
    Og friskbrygget kaffe.
    Da hun åbnede øjnene, fik hun øje på ham i det dunkle patientrum. Han sad i samme stol som tidligere med siden til hende og hældte kaffe op i et krus fra en grøn termokande. Han havde taget læderbukser og T-shirt på igen og havde bare fødder.
    Han vendte sig mod hende og stivnede og løftede øjenbrynene. Og så holdt han omgående kruset frem mod
fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)