I “Digternes damer” stiller forfatter og digter Lise Sørensen spørgsmålstegn ved de klassiske, litterære og kulturelle kvindefigurer. Figurer som musen og den evigt tilgivende kvinde, der kan rumme alt som manden smider i hovedet på hende.
Men hvorfor er disse figurer så svære at slå ihjel? Hvorfor bliver de ved og ved med at dukke op, selv om disse kønsforestillinger forlængst er passé? Er det fordi de hænger uløseligt sammen med ideen om den geniale (mandlige) kunstner? Og hvad siger egentlig det om kvindes stilling i samfundet generelt?
Lise Sørensen (1926 — 2004), født Louise Nathalie Sørensen, var en dansk forfatter.
Lise Sørensen havde sin digteriske debut allerede som 17-årig, da hun fik optaget et enkelt digt i poesitidsskriftet “Vild Hvede”. I 1946 udkom hendes første digtsamling «Rodløs”, og i 1948 debuterede hun som prosaist med novellesamlingen “Goddag, Lisbeth.”
Fra 1956 fulgte en række bøger og digtsamlinger, hvor kvindesag og søstersolidaritet er genkommende temaer.
«Det er sjældent vittige, kloge, personlige, uhysteriske betragtninger udkommer på dansk om forholdet mellem mænd og damer, børn og forældre, litteratur og litterater, og — uden diskriminering — endnu sjældnere, at det er kvinder, som skriver dem.” -Klaus Rifbjerg, Politiken
«Man kan være lidt misundelig på de mennesker, som har “Digternes damer” til gode. For der venter dem en vittig og klog bog.” -Mette Winge, Berlingske Tidende
