Løb for livet

resultater, kan let give grobund for, at hele ens personlighed smelter sammen med den noget kyniske og autoritære rolle – også uden for banen i samværet med familie, venner og arbejdskolleger. Det har jeg prøvet på min egen krop og ser ikke nogen grund til at fortsætte ud ad det spor. Jeg har stadig rigeligt at gøre med at omstille mig til et andet liv under andre præmisser og prøve at være noget for andre og ikke kun noget for mig selv.
Johan Cruyff har engang sagt, at hvis han ikke længere kan skabe skønhed på banen, skal han ikke være træner. Man kunne gå skridtet videre og sige, at kan man med sporten ikke længere skabe skønhed i mennesket, har den heller ingen mening. Det var vist også det grundlæggeren af de olympiske lege Pierre de Coubertin mente, da han i det forrige århundrede udtalte: »Driften mod skønheden er lige så vigtig som driften mod rekorder.« Ak, ja!
Jeg gad nu egentlig vide om min lille søn også vil lære at sparke med venstre ben? Hvor bliver det spændende at betragte hans bevægelser med bolden og glidende løb hen over græstæppet – om ikke andet så for at blive mindet om mig selv og en tid, der engang var

At spille fodbold er et frikvarter væk fra dagens stress og jag, fyldt med drømme og helte. Det er fascinerende at kunne give sig hen i ægte følelser af barnlig spontanitet og stolte mandlige dyder, som hverdagen ikke levner plads til på samme måde.
»Fodboldtrippet« gav mig mulighed for at opleve nogle øjeblikke af menneskelig ekstase, der klæbede sig til kroppen og kyssede hver eneste hud- og nervecelle. En berusende følelse, der stadig lever dybt inde i mig. Tænk engang at have oplevet tusindvis af mennesker stå og klappe ad én på lægterne. Der levede jeg. Ydmyg min ven. Ydmyg.
Men jeg er også taknemmelig over, at der blev plads til andre input udefra i form af højskoleophold, studier, kammeratskab og en berigende jordomrejse, der var med til at sætte fodboldtilværelsen og heltedyrkelsen i perspektiv – også selvom det kostede sportslig succes og millioner på bankkontoen. Det ville ikke have været muligt i dag med de samme »udskejelser«. For de fleste eliteidrætsudøvere er det måske i virkeligheden også ligegyldigt, og fordi det var godt for mig, behøver det langt fra at gælde andre.
Jeg kyssede øjeblikket, mens det var der, og dét var dét. At være træner eller leder i et elitepræget fodboldmiljø, der »voldtager« den personlige dannelse i jagten på sportslige

penge, men fattige på følelser. Så længe de æder løs af succesjunken og får at vide, at de er supermand, er der masser af vigtige spørgsmål de ikke bliver konfronteret med!
Med det jeg selv har set og oplevet inden for eliteidræt, vil jeg ikke begræde, hvis sønnike i stedet siger ja til livet, glæden og mangfoldigheden og stiler efter et andet livsindhold, end det overdrev specielt topfodbold i dag tilbyder. Professionel fodbold er blevet et spil for livet og for nogle sågar et spild for livet, der udgør en ikke så lille del af bagagen for de sidste 2/3 af livet

Det slog mig i sommeren ‘98, hvor jeg på den ene tv-kanal kunne følge med i VM-bold og på den anden kanal DGIs landsstævne, at der var en forskel i de unge menneskers ansigtsudtryk, der måske meget godt kendetegner, hvad det er de to former for idræt gør ved unge mennesker. Der var den oprigtige glæde hos gymnasterne til forskel. Måske fordi det er et anderledes forum for socialt samvær, hvor begæret efter berømmelse og penge endnu ikke har fjernet instinktet for omsorg og nærvær over for andre mennesker.
Breddeidræt er i mine øjne et smukt alternativ til aggressiv konkurrenceidræt, kampsport, national-chauvenisme og den fordummelse, som lurer om hjørnet, når der foregår en så ensidig satsning på profilering gennem idræt og de udvendige triumfer. Det ekstreme fokus fra den altædende presse, berømmelsen og rigdommen i en tidlig alder producerer succesjunkier og selvelskende individer på samlebånd, der muligvis er rige på

Det burde derfor, ligesom i erhvervslivet, indføres nogle etiske og moralske værdier, der satte luppen for det andet øje, og i højere grad fokuserede på mennesket bagved præstationerne og måden sejrene kom i hus.
Mest oplagt er selvfølgelig at sørge for, at udøverne får andet menneskeligt input ved at skære ned på mængden af træningssceancer og konkurrencer/kampe. For at undgå for tidlig ensretning kunne man også skele til svenske tennisesser som Mats Wilander og Stefan Edberg, der aldrig var en del af en topstyret talentfabrik, der satsede målrettet på tennis-træning. De hyggede sig i små klubber, hvor der også blev spillet fodbold og ishockey, og kom så gradvist over i en elitær skole

Ingen er alligevel interesseret i den undertrykte sandhed om doping, fordi flertallet vil have konkurrence, sejre og helte med fråde om munden, der ind imellem bidrager til underholdningen med massestyrt

Er der overhovedet nogen som ved, hvad der er godt for menneskeheden – og hvor grænsen bør trækkes?

hjernekapacitet m.v. Motion fremmer velværet, men slider på kroppen. Man har f.eks. studeret ro-holdene til de berømte Oxford og Cambridge ro-konkurrencer, der er dokumenteret langt tilbage i forrige århundrede, og der viser sig en klar tendens til, at disse elite-mandskaber lever signifikant kortere end gennemsnittet af deres generation! Så kom ikke og sig, at eliteidræt er sundt.
Selvfølgelig var der livskvalitet, mens det stod på, og mange er da også blevet godt betalt for det, men fremover vil vi kunne se langt flere middelmådige superliga-, tennis-, håndbold- og badmintonspillere, der ikke har tjent nok til at kunne lægge til side til den dag, de er færdige. De vil opstå som sportens »arbejderklasse«, der ofrede så meget på sportens alter på en drøm om storhed og berømmelse, at de i forbifarten glemte at få en uddannelse. De risikerer derfor at stå svagere rustet, end de falmende stjerner vi oplever i dag.

Perspektivet er ikke mindre foruroligende at tænke på i fremtiden. Flere og flere idrætsgrene intensiverer træningen og går over til fuld professionalisme, hvor pengene og berømmelsen bliver drivkraften og værdigrundlaget frem for glæden og samværet. Tendenserne går i retning af at rekruttere talenterne i en tidligere alder. Og det har nu ført til eksempler på, at 16-årige fodboldspillere bindes på kontrakter 5 år frem. Det rene galimatias, for hvad nu hvis talentet mister lysten efter 2 år, får andre interesser, finder en kæreste langt pokker i vold eller får svært ved at følge med i skolen?! Og så har jeg slet ikke været inde på den fysiske belastning, udøverne bliver udsat for. Aldrig før har træningen været så intensiv og aldrig før har lægevidenskaben været så behjælpelig med at presse kroppen til at nå toppræstationer, Ingen ved med sikkerhed, hvordan disse påvirkninger influerer på kroppen, når det kropslige forfald sætter ind og regningen om 10-20-30 år efter karrieren skal betales i form af for store hjerter, nye hofter, slidgigt, kredsløbsforstyrelser, nedsat

På trods af at jeg i sammenligning med så mange andre aktive havde gjort overgangen til det endelige stop mere lempelig i kraft af de pauser, jeg tog undervejs og yderligere havde en uddannelse at falde tilbage på, var det forbandet svært at omstille sig. Fodboldtilværelsen havde åbenbart ædt sig ind i kroppen som en anden besættelse, og det rystede mig, hvordan selvværdet kom på prøve, fordi min velkendte identitet og kompetence med et strøg blev udvisket med det sidste dommerfløjt. Når jeg med min baggrund, der indbefattede flere afbræk undervejs og en i øvrigt »sen« start på karrieren, følte stoppet så tyngende, hvordan vil andre, hvor det professionelle liv fylder langt mere, ikke føle det, når karrieren slutter? Den tidligere håndboldlandsholdsspiller Michael Fenger har ligefrem udtalt, at han synes, det er bemærkelsesværdigt, så få idrætsstjerner der hænger sig, når karrieren er forbi! Lægen Tage Voss berører også tabuet i sin erindringsbog Sagde doktoren:
»Aldrig har jeg mødt så mange forhenværende danmarksmestre, cykelryttere, boksere, fodboldstjerner, som på ambulatoriet for alkoholskadede. Når kampen ikke længere stod om 1. pladsen, kunne de ikke affinde sig med en kamp om en 10. plads, ikke undvære beundreres skulderklap, snobberi, avisomtale, blitzlys. Når de et langt liv havde satset ensidigt på ét, og dette så ikke længere holdt – så var det svært at finde