Sit eget værelse

Intellektuel frihed afhænger af materielle ting. Digtning afhænger af intellektuel frihed. Og kvinder har altid været fattige, ikke blot i to hundrede år, men fra tidernes begyndelse. Kvinder har haft mindre intellektuel frihed end sønnerne af Athens slaver. Kvinder har altså ikke haft en hunds chance for at skrive poesi. Det er derfor, jeg har lagt så megen vægt på penge og på at have sit eget værelse.

Det var mærkeligt at tænkte på, at alle store kvinder i litteraturen indtil Jane Austens tid ikke blot blev set af det andet køn, men udelukkende set i relation til det andet køn

For her kommer vi igen på tæt hold af det meget interessante og uigennemskuelige maskuline kompleks, som har haft så stor indflydelse på kvindens bevægelsesfrihed; dette dybtliggende behov, ikke så meget for at hun skal være underlegen, som for at han skal være overlegen, der anbringer ham, hvor man end vender blikket hen, ikke blot foran kunstarterne, men på tværs af adgangen til politik, også når risikoen for ham selv forekommer ubetydelig og supplikanten ydmyg og hengiven.

Ja, tænkte jeg, idet jeg lod mønterne glide ned i min pung, det er i betragtning af den tids bitterhed mærkværdigt, hvor stor en forandring en fast indtægt betyder for humøret. Ingen magt i verden kan tage mine fem hundrede pund fra mig. Føde, husly og tøj på kroppen tilhører mig for evigt. Derfor ophører ikke blot slid og slæb, men også had og bitterhed. Jeg behøver ikke hade nogen mand; han kan ikke skade mig. Jeg behøver ikke smigre nogen mand; han har intet at give mig. Således opdagede jeg, at jeg umærkeligt fik en ny indstilling til den anden halvdel af menneskeslægten. Det var meningsløst at give nogen klasse eller noget køn skylden som helhed. Masser af mennesker er aldrig ansvarlige for det, de gør. De styres af instinkter, som de ikke har kontrol over. Også de, patriarkerne, professorerne, havde utallige vanskeligheder, forfærdelige begrænsninger at slås med. Deres uddannelse havde på sin vis været lige så mangelfuld som min. Det havde forårsaget lige så store fejl i dem. Ganske vist havde de penge og magt, men omkostningen var, at de i deres bryst husede en ørn, en rovfugl, som hele tiden flåede i deres lever og hakkede i lungerne – besiddertrangen, driften efter at eje, som driver dem til at tragte efter andres jord og ejendom i det uendelige; til at rejse fronter og flag; bygge slagskibe og fremstille giftgas; at ofre deres eget og deres børns liv

Kvinder har i århundreder fungeret som spejlglas med den magiske og herlige evne at gengive manden i dobbelt størrelse i forhold til virkeligheden. Uden denne evne ville Jorden sikkert stadig bestå af moser og urskov. Alle vore stolte krige ville være ukendte. Vi ville stadig kradse konturer af hjorte ind i afgnavede fåreknogler og tuske flintestene i bytte for fåreskind eller andre simple prydgenstande, som vores udannede smag nu foretrak. Overmennesker og Skæbnens Pegefinger ville aldrig have eksisteret. Zaren og Kaiseren ville aldrig have båret deres kroner eller mistet dem igen. Rent bortset fra spejles nytteværdi i civiliserede samfund, så er de uundværlige for enhver voldelig eller heroisk handling. Det er grunden til, at Napoleon og Mussolini begge så eftertrykkeligt insisterer på kvinders underlegenhed, for hvis de ikke var laverestående, ville de ikke længere forstørre noget. Det tjener til dels som forklaring på, at kvinder så ofte er nødvendige for mænd. Og det tjener til at forklare, at disse bliver så urolige, når hun kritiserer dem; og hvor umuligt det er for hende at sige til dem, at den bog er dårlig, dette billede er ringe, eller hvad det nu måtte være, uden at forvolde mere smerte og udløse langt mere vrede, end en mand ville gøre, som fremsatte den samme kritik. For hvis hun begynder at sige sandheden, skrumper skikkelsen i spejlet; hans levedygtighed bliver mindre. Hvordan skal han kunne blive ved med at udtale sig, opdrage de indfødte, udstede love, skrive bøger, klæde sig på og holde lange taler ved festlige lejligheder, medmindre han ved morgenbordet og middagsmåltidet kan se sig selv i dobbelt størrelse?

Men jeg fastholder, at hun ville komme, hvis vi arbejdede for hende, og at dette arbejde, selv i fattigdom og ubemærkethed, er umagen værd.

så vil muligheden komme, og den døde digter, som var Shakespeares søster, vil påtage sig den skikkelse, som hun så ofte har lagt fra sig.

For jeg tror på, at hvis vi lever endnu et hundrede år eller så – jeg taler om det fælles liv, som er det virkelige liv, og ikke de små adskilte liv, vi lever hver især – og har fem hundrede pund om året hver og vores eget værelse; hvis vi har vænnet os til frihed og har modet til at skrive nøjagtigt, hvad vi tænker, hvis vi slipper lidt ud af den fælles dagligstue og ser mennesker, ikke altid i deres relation til hinanden, men i relation til virkeligheden,

Sådan er det. Intellektuel frihed afhænger af materielle ting. Digtning afhænger af intellektuel frihed. Og kvinder har altid været fattige, ikke blot i to hundrede år, men fra tidernes begyndelse. Kvinder har haft mindre intellektuel frihed end sønnerne af Athens slaver. Kvinder har altså ikke haft en hunds chance for at skrive poesi. Det er derfor, jeg har lagt så megen vægt på penge og på at have sit eget værelse.

Det er helt sikkert – hvor vanærende det end er for os som nation – at den fattige digter på grund af en mangel i vores samfund i vore dage og i de sidste to hundrede år ikke har haft større chance end en hund.