Et dukkehjem

Nora. At samliv mellem os to kunne blive et ægteskab. Farvel.

Farvel, Torvald. Jeg vil ikke se de små. Jeg ved, de er i bedre hænder end mine. Sådan, som jeg nu er, kan jeg ikke være noget for dem.

Helmer. Jeg har kraft til at blive en anden.

Nora. Måske, – hvis dukken tages fra dig

Men der er ingen, som ofrer sin ære for den man elsker.
Nora. Det har hundrede tusind kvinder gjort.

Nora. Hvad regner du da for mine helligste pligter?
Helmer. Og det behøver jeg at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?
Nora. Jeg har andre ligeså hellige pligter.
Helmer. Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.
Nora. Pligterne imod mig selv.
Helmer. Du er først og fremmest hustru og moder.
Nora. Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremmest et menneske

Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.
Nora. Det kan jeg ikke tage noget hensyn til. Jeg ved bare, det bliver nødvendigt for mig.

Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med.

Du og papa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

Der er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden på ny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn .