Hungerhjerte

Jeg bruger ordet „utryg“.

Jeg siger, at jeg har været utryg hele livet.

Men Anne kalder det pludselig noget andet.

Hun kalder det angst.

NÅR JEG ER HELT OVRE I MIN KÆRESTE,
ER DER INGEN HJEMME HOS MIG

Så er du helt tom, siger hun. Og så kan du ikke passe på dig selv.

Der er så meget knald på mit system, at jeg har brug for, at tingene skæres helt ud i pap og serveres som simple Gajolismer, som vi kaldte den slags sætninger, da jeg gik på Forfatterskolen.

Samtidig læser jeg Carsten René Jørgensens bog Personlighedsforstyrrelser. Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelse. Det er et videnstungt, akademisk værk, men samtidig forsøger han at beskrive følelsen af borderline indefra.

Vi køber en bog, der hedder Det sultne hjerte. Den er skrevet af en journalist, hvis kone har borderline. Den beskriver os ikke som manipulerende galninge, men som mennesker med mere følsomhed, flere humørsvingninger og mere angst for afvisning end så mange andre.

Jeg får lov at komme i behandling for spiseforstyrrelse på Stolpegård. Min tanke er at få banet en vej ind til Stolpegårds behandling for personlighedsforstyrrelser. For jeg har en fornemmelse af, at spiseforstyrrelsen er en flod dannet af bifloder, og at vi ikke kan udtørre den, før vandtilførslen fra de andre strømme er bremset.
Komorbid. Jeg har for længst lært den slags ubehagelige ord. Min spiseforstyrrelse er komorbid.
Vi behandler de komorbide lidelser først, siger de på Stolpegård. Vi begynder med spiseforstyrrelsen. Bagefter kan du komme i behandling for din personlighedsforstyrrelse.

FORANDRING AF LEVEREGLER. Personlige regler for „rigtigt“ og „forkert“ er dannet gennem personlig erfaring. Ofte er der tale om forældede regler, der opretholder tingenes tilstand og som arbejder imod ens egen bedste interesse.
Under feltet MIN GAMLE REGEL ER har jeg skrevet:

Jeg er afhængig af at have en kæreste.

Dernæst står der: REGLEN HAR HAFT FØLGENDE KONSEKVENSER I MIT LIV. Beskriv kort hvorledes din gamle regel har påvirket dig og dit liv.
Jeg har skrevet:

Jeg bliver angst, når jeg bliver forladt af en kæreste. Jeg bliver overafhængig af ham, mens jeg har ham.

Næste felt: JEG VED, AT REGLEN ER PÅ SPIL, NÅR:
Her har jeg skrevet:

Jeg tænker, at jeg ikke er forbundet med verden, når jeg ikke har en kæreste. Jeg føler angst. Jeg kæmper for at få kæresten tilbage eller finde en ny. Jeg føler, verden er utryg. Jeg føler ensomhed.

Der er to ting, der er vigtige for, at jeg kan blive rask: Jeg skal kunne skrive og slippe af med den her forestilling, og jeg er fast besluttet på at blive rask. Så jeg klør på, selvom det forekommer mig, at vi arbejder på et ret elementært refleksionsniveau.
Næste felt hedder: DET ER FORSTÅELIGT AT DENNE REGEL EKSISTERER FORDI (opsummer de oplevelser, der førte til, at reglen blev grundlagt og som har vedligeholdt den).
Jeg har skrevet:

Tidligt tab. Angst hele barndommen. Ensomhed. Ingen venner i barndommen.

Jeg har rigeligt empati og evne til at sætte mig i andres sted og forstå situationer fra deres side. Næsten for meget. Jeg overmentaliserer, kalder psykologen det. Det er et svigt i mentaliseringsevnen. Man har brug for at kunne slukke for systemet og ikke forholde sig til og fortolke alt og alle hele tiden. Det er hårdt at gøre, og det fører ikke andet med sig, end at man kastes derud, hvor man er så meget i sine følelsers vold, at man mister den rationelle forståelse af situationer og relationer.

Jeg fortæller hende heller ikke, at mens jeg styrter desperat rundt i haven og klipper vedbend væk fra vinduesruderne og fjerner nedfaldne grene i forsøget på at skabe plads omkring mig, så kværner stemmerne rundt deroppe i det lille rum øverst i hovedskallen i en evindelig diskussion med hinanden om, hvorvidt jeg er en frygtelig kvinde, der i det store rum under hinden huser et vilddyr, som jeg med djævelens vold og magt skal holde nede, eller om dyret dernede rent faktisk har noget fornuftigt at sige til mig.

Jeg har en følelse af, at der er hul i mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Det er dig, Karen, siger jeg nogle gange, når jeg står ved spejlet. Jeg kan godt se billedet derovre i spejlet, men det er, som om der er tomt her, hvor jeg skulle stå.