Introvert

Vi skal værdsætte, hvem vi er, og tage hensyn til det. Og vi skal huske at melde klart ud, hvem vi er, så ingen er i tvivl. Den ærlighed gør relationen nemmere for alle parter.

Hun havde, da jeg arbejdede for hende, et topjob i dansk erhvervsliv, en af den slags stillinger, der automatisk giver invitation til dronningens nytårskur, hvor hun med garanti ikke ville være at finde i et hjørne eller et royalt salle de bain.

Min ægtefælle ved, at det er vigtigt for mig. Han lader ikke selv op på den måde, fordi han er mere til den ekstroverte side, men han forstår og værdsætter, at jeg er introvert – og derfor sætter han aldrig spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg trækker mig tilbage. Jeg skal altså ikke igen og igen argumentere for mine valg. Det er en af sidegevinsterne ved, at noget er et ritual: Det står ikke til evindelig diskussion. Så når jeg siger: »Jeg går lige over i Vestfløjen,« eller – hvis jeg skal meditere – »Jeg går ind og sidder,« respekterer han, at selvom jeg egentlig bare sidder ude i haven, inde i soveværelset eller på min meditationspude på kontoret, er jeg komplet udenfor rækkevidde. Der er ingen besked eller telefonopringning, der er vigtig nok til, at han forstyrrer mig i Vestfløjen. Han har ganske enkelt ikke nøglen til den fløj, så han må vente, til jeg kommer tilbage til Hovedbygningen.

Den ekstroverte skal nemlig ikke først sove på det, men ved præcist, hvordan man begår sig her og nu.

Min ægtefælle og jeg sidder længe og læser ved siden af hinanden. Indimellem sammen med vores introverte 11-årige, som ikke ved noget bedre overhovedet, end når vi sidder alle tre i husets bredeste seng og læser i stilhed (den ekstroverte 16-årige er over alle bjerge …). Vi taler også vældig meget. Der er ikke særlig meget smalltalk; det er ikke, fordi vi føler os hævede over smalltalk, men ganske enkelt, fordi det ikke giver os energi, men derimod gør os trætte. Når vi ikke læser eller taler, arbejder vi på hvert sit kontor ved siden af hinanden, med dørene åbne. Vi har sjældent gæster, udover nære venner, som vi spiser sammen med en fast dag ugentligt. Til gengæld har vi temmelig mange venner og professionelle kontakter, som vi primært kommunikerer med på skrift. Vi har sjældent aktiviteter ude af huset om aftenen. Vi prioriterer højt, at enten lørdagen eller søndagen i hver weekend er helt uden aftaler. Når vi tager på ferie, udfører vi kun lidt »turistarbejde«, men bliver mange dage inden for »reservatet«.

“On the patio the afternoon drifts along with the butterfly”

PATRICIA J. MACHMILLER, HAIKU-DIGTER

Lyder det kedeligt? Vi er lykkeligere end nogensinde! Vi keder os aldrig. Vi føler os aldrig understimulerede og sjældent overstimulerede (som vi bliver af at være sammen med mange mennesker i smalltalk-krævende fora). Der er givetvis ekstroverte familiemedlemmer, som synes, vi burde »gå til noget mere«, og får økuller af at forestille sig vores liv – ligesom vi forestiller os deres og får åndenød af deres aktivitetsniveau. Men vi kan se, det gør dem glade. Ligesom de kan se, at vi er glade.

Hvorfor er svaret så ikke, at ja, introverte er bedst tjent med at finde introverte kærester, fordi accepten, forståelsen og værdsættelsen er givet på forhånd? Hvorfor er svaret »et rungende måske«? Fordi vi trods alt alle er mere end blot introverte (og endda introverte i forskellig grad). Introvert-ekstrovert er et af flere prismer, vi kan se os selv og vores parforhold igennem. Et meget væsentligt prisme, naturligvis, men dog alligevel kun et af flere.

Jeg synes, der især er to andre prismer, som det er meningsfuldt at se sit parforhold igennem samtidigt med prismet introvert-ekstrovert. Det ene er prismet fleksibilitet-rigiditet, det vil sige, hvor vi hver især befinder os i det kontinuum, der spænder fra »fantastisk fleksibel« til »irriterende stivsindet«. Det andet er prismet nærheddistance, det vil sige, hvor vi hver især befinder os i det kontinuum, der spænder fra »har

Hverken Anthony eller frue behøver at bede om lov, undskylde, forklare sig, føle sig skyldig eller føle sig forkert

Havde vi forstået, at vi er fundamentalt forskellige mennesker, som henter energi på forskellige måder, havde vi muligvis kunnet forlige de modsætninger, der oprindeligt fascinerede os ved hinanden – og reddet forholdet. Men i stedet for at tænke, at vi er henholdsvis ekstrovert og introvert, blev vores fælles fortælling, at vi er henholdsvis social og antisocial, rigtig og forkert. Det skulle jo ende galt.

Sådan gik der et par år. Jeg følte mig mere og mere forkert, fordi jeg ikke kunne følge med (han var oven i købet betydeligt ældre end jeg, så jeg burde vel være den med mest pep?). Jeg tudede, da han havde inviteret gæster på min første fødselsdag med ham, selvom jeg havde bedt ham lade være. Og jeg tudede også på den næste fødselsdag, hvor han blev sur over, at jeg havde tilbragt mere end en time i et hotelbadekar, for »Skulle vi ikke ud og se noget på din fødselsdag, eller hva’?!«

Kort efter bad jeg ham flytte. Da var jeg virkelig meget træt.

Jeg vidste ingenting om introverthed og ekstroverthed på det tidspunkt. Jeg ville ønske, jeg havde. Og at han havde. Så havde vi måske ikke bare set

Han satte sig for at få mig peppet op og gøre hver dag til en fest. Vi skulle hele tiden noget. Ikke sidde hjemme og hænge. Særligt ikke i weekenderne. »Hvad jeg egentlig ville bo på Frederiksberg for, når jeg ikke gad bruge København?« spurgte han. Og selvom jeg pippede noget om, at jeg var glad for muligheden for at bruge Københavns tilbud, men bare ikke havde behov for at gøre det så ofte, ja, så blev det ikke rigtigt hørt. Min flamboyante kunstner kunne ikke få nok cykelture, kunstudstillinger, koncerter og arrangementer med mange venner, hvor han iscene‍

drømme om at gå glip af. Men der er en grænse. Den er hidtil trukket ved weekendture i telt eller hytte og kajakture med overnatning i shelter. Årsag: Jeg kan ikke tage hjem, når jeg vil, og jeg kan ikke finde badeværelser eller andre steder, hvor jeg kan være alene tilstrækkeligt længe og lade op, når al den jeg-fremmede plejen social omgang har taget mine sidste kræfter.

Jeg havde længe haft det skidt med at være en mor, som sagde nej til ting. Igen: Jeg syntes, jeg burde. Men så tog jeg et alvorligt blik på hele mit moderskab og konkluderede, at jeg alt i alt faktisk er en god nok mor.