En dag skinner solen også på en hunds røv

Kim havde sikkert også skyndet på hende, han talte altid så hårdt til hende og så for det meste så bleg og forbistret ud med stikkende øjne, der

Amelia kom nok alligevel ikke tilbage efter

Jeg stirrede på Bertel. Han slog blikket lidt ned, bed sig i underlæben.

„Det var sgu stener …“ mumlede han og greb ud efter sin café latte.

„Var det?“ spurgte jeg skarpt.

Han kiggede op.

„Jah … Det var det da. Det var en fyr, jeg ikke havde set i lang tid, og så pludselig var han der bare som … som skudt ud af en kanon. Ligesom med Amalie. Bang!“ nærmest råbte han og rystede hænderne foran sig for ligesom at understrege bang’et.

„Som skudt ud af en kanon, hvad fanden …“ vrissede jeg nedladende og smed min mobil ned i tasken, som stod på bordet. „Og desuden hedder hun Amelia, ikke Amalie.“

„Amelia – Amalie, tomæjto – tomarto,“ grinede han fjoget. „Slap nu af, Alma. Det er da ikke noget at piske en stemning op over. Ligefrem.“

Jeg rystede på hovedet.

„Og hvad fanden er det også for en historie at diske op med? Du har mødt din gamle klassekammerat, Vorherre bevares … Jeg har lige set min søster, som jeg faktisk aldrig troede jeg skulle se mere, stå og flagre på en meget mistænkelig måde nede på Halmtorvet, og så kommer du med sådan en latterlig lille anekdote omkring en gammel homie, som du så fik fyret den MAX af sammen med,“ vrængede jeg og rejste mig for at tage min jakke på. „For Chrissakes mand, tag dig dog sammen. Sku’ det så være det samme? Ved du så bare præcis hvordan, jeg har det? Hva’? Sig mig, læser du ikke på sidefag sammen med Tobi?“