Besættelsen i billeder – Danmark 1940–1945

kken, men med tiden voksede der en modstandsbevægelse frem, som blev stærkere og stærkere, efterhånden som det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen.
Den tiltagende modstand fik samarbejdspolitikken til at bryde sammen, da den danske regering i august 1943 valgte at træde tilbage i stedet for at give efter for nye tyske krav, som bl.a. omfattede særdomstole og dødsstraf for sabotage. Danmark var derefter uden regering, men det administrative apparat fungerede videre under ledelse af de øverste embedsmænd.
Besættelsen er den mest dramatiske periode i

anuar erklærede regeringen, “at landets Neutralitet skal opretholdes, og at de Midler, der raades over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne Rigets Fred og Uafhængighed”. Regeringen udtalte også, at den kun ville bruge militære magtmidler, hvis der var en “rimelig mulighed” for, at det kunne nytte noget. Udtalelsen, som blev enstemmigt vedtaget i Folketinget, gav ikke desto mindre indtryk af, at regeringen var indstillet på at føre en eksistenskamp. I februar 1940 blev der bevilget yderligere 65 millioner kr. til materielanskaffelser til forsvaret, selv om regeringspartierne stadig ikke troede på nytten af et militært forsvar. Bevillingen kom under alle omstændigheder for sent til at gøre en forskel.

Danmark og krigsudbruddet

Da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland i januar 1933, indledte han en aggressiv oprustnings- og ekspansionspolitik. I 1936 rykkede tyske tropper ind i Rhinlandet, som siden Første Verdenskrig havde været en demilitariseret sikkerhedszone mellem Frankrig og Tyskland; i marts 1938 indlemmede Tyskland Østrig, og i september 1938 indgik Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien Münchenaftalen, som tvang Tjekkoslovakiet til at afstå den tjekkisk-tyske grænseegn Sudeterland til Tyskland og fik den britiske premierminister Neville Chamberlain til at tale om “fred i vor tid”. Under Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) var tyske og italienske tropper med til at bringe den fascistiske oprørsgeneral Franco til magten. (Francos modstandere, Spaniens lovlige regering, blev støttet af Sovjetunionen og af frivillige fra alverdens lande, bl.a. Danmark). Danske politikere, militærfolk og almindelige civile avislæsere og radiolyttere var meget opmærksomme på den fare for freden i Europa, som Hitlers nazistiske diktatur udgjorde, ligesom de fleste også betragtede Josef Stalins kommunistiske diktatur i Sovjetunionen som en trussel, ikke mindst mod de nordiske lande.
Den 23. august 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt, som gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen. (Et hemmeligt tillæg til aftalen tillod USSR at indlemme Finland, Estland, Letland, det østlige Polen, det rumænske grænseområde Bessarabien og senere også Litauen). Den 25. august undertegnede Storbritannien og Polen en aftale, der forpligtede Storbritannien til at komme Polen til hjælp, hvis landet blev angrebet af Tyskland, men det var ikke nok til at afværge det tyske angreb: Den 1. september rykkede halvanden million tyske soldater ind i Polen, og to dage senere erklærede Storbritannien og Frankrig, der også havde forpligtet sig til at hjælpe Polen, Tyskland krig.