Den Udvalgte

holder slet ikke meget af dette ord, „legemliggørelse“, da det jo er afledt af legemet og af kødkroppen, som jeg har afført mig sammen med navnet Morhold, og som overalt er Satans domæne, ved ham i stand og redebon til grueligheder, som man knap forstår, at den ikke vægrer sig ved. På den anden side er den bæreren af sjælen og gudsfornuften, uden hvilken de ville savne deres basis, og altså må man kalde legemet et nødvendigt onde. Det er den anerkendelse, som det har krav på, en mere jublende tilkommer der det ikke i dets nødtørft og anstødelighed. Og hvordan skulle man vel, når man står i begreb med at fortælle eller forny en historie (thi den er allerede blevet fortalt, endda flere gange, men utilstrækkeligt), som flyder over af legemlige grueligheder og leverer et forfærdende bevis på, hvad legemet altsammen uden tøven og forsagelse giver sig til pris for – hvor skulle man da være tilbøjelig til at gøre stads af, at man er en legemliggørelse!