Tidsbilledet er helt trådt i baggrunden i romanen En Vinter lang, 1924, en af forfatterskabets smukkeste bøger. Også her fortæller Jacob Paludan om tabere i livets spil, men den hårdtslående satire er afløst af en lavmælt tone i den fortrolige beretning om det stillestående liv i og omkring et provinsapotek. Men det er ikke handlingen der er afgørende, det er stemningen, detaljerne og de på én gang poetisk fortonede og skarpt sansede naturbeskrivelser — med linjer tilbage til 90ernes prosa — der gør bogen til et højdepunkt af lyrisk udtryksfuldhed.
