Heksefeber

Det var, som om uvejret ikke kunne slippe ud af den gryde, som bakkerne omkring fjorden dannede, og gryden forstærkede bragene og fik lyden til at rulle frem og tilbage over vandet flere gange.
Mellem lynene var der helt mørkt i hytten, og ingen af dem havde sagt noget længe.

Regnen styrtede ned og havde for længst slukket bålet. Flere gange var lynet slået ned i fjorden og havde kastet vandet højt op i luften.

Manden og drengen sad i hytten og fulgte tordenvejrets rasen. Alt omkring dem havde forandret karakter og var blevet mørkt og vredt.

Mandens stemme var dyb og kraftig, men den var venlig, og langsomt fik drengen samlet sit blik.

Hans brystkasse hævede og sænkede sig i hurtig takt, og i begge hans mundvige var der fråde

Hans måde at bevæge sig på stod i dyb modsætning til hans knoklede krop. Han var som en okse med en kats smidighed.

Hans kræfter var for længst brugt op, og i lang tid havde han kun holdt sig på benene ved hjælp af den kraft, som frygt og had og angst og raseri en gang imellem kan give mennesker.

Samtidig krøb han endnu mere sammen, mens han løb.

Stor og mægtig var han, selv om det så ud, som om både kød og fedt var forvist fra hans krop. Hans hår og skæg, begge dele langt, var jerngråt, og hele skikkelsen var klædt i en sort kjortel med hætte

Hans arme og ben bevægede sig, som blev de ført af en kraft, der var større og stærkere end hans egen.