Europas historie – fra oldtiden til i dag

Trier
i Tyskland nær grænsen til Luxembourg
er en af de mange byer, som romerne grundlagde. Den er formentlig anlagt af kejser Augustus omkring 17 f.Kr., hvilket gør den til Tysklands ældste by. I dag har den 111.000 indbyggere og de mest velbevarede romerske ruiner i hele Europa

hvorfra de forsøgte at samle en hær og organisere den videre kamp.

Med

49 f.Kr. gik startskuddet, da Cæsar med sin store private hær overskred floden Rubicon
i Norditalien
på vej mod Rom, som han agtede at erobre fra Pompejus. Ifølge traditionen skete det med ordene: „Iacta alea est“ (‘terningerne er kastet’

Og i 91 f.Kr. var bægeret fuldt. Forbundsfællekrigen
, hvor italerne uden for Rom krævede borgerretten udvidet til også at omfatte dem, brød ud. Efter to års væbnede kampe mellem romerne og de mange italienske byer og områder, som officielt havde status af romernes forbundsfæller, måtte politikerne i Rom give sig og udvide borgerretten til at omfatte hele Italien.

Straks efter sit valg til konsul i 107 f.Kr. overtog Marius overkommandoen over de romerske styrker i krigen mod Jugurtha.

Den græske inspiration viser sig allerede i værkets form. Der er nemlig tale om det første romerske heksameterdigt, som er den form, blandt andet Homers
værker er digtet på. Og inspirationen fra Homers Iliaden og Odysseen er tydelig hele vejen gennem Annales, ikke blot i formen, men også i indholdet af den del af værket, som vi i dag ville betegne som mytestoffet. Ennius’ græskinspirerede episke digt blev læst som en slags autoriseret version af Romerrigets historie af de romerske skolebørn i adskillige generationer, lige indtil digteren Vergil
omkring 20 f.Kr. skrev sit værk Æneiden, som efterhånden overtog Annales’ hidtidige status, men også på mange punkter var inspireret af Ennius og Annales (og dermed også af det græske mytestof).

Et par af de vigtigste romerske forfattere fra generationen efter Ennius, nemlig komediedigterne Caecilius Statius
(ca. 219-168 f.Kr.) og Terents
(ca. 195-159 f.Kr.), var begge, ligesom Andronicus
, frigivne slaver. Man ved ikke præcis, hvor Caecilius Statius kom fra, måske var han galler, men efter sin frigivelse kastede han sig i sit forfatterskab over græsk-inspirerede komedier. Terents havde derimod baggrund i fønikisk kultur, idet han var født i Karthago
. Men stort set alle hans komedier var gendigtninger af græske komedier, hvis forlæg han fulgte ganske nøje, og hvis græske titler han også overførte direkte til sine romerske versioner. Gajus Lucilius

En anden af de nye stater, som opstod på ruinerne af Alexander den Stores imperium, var Egypten
. Her tog generalen Ptolemaios
– ligeledes i 305 eller 304 f.Kr. – kongetitel og gav sig desuden tilnavnet Soter, som er græsk og betyder ‘frelseren’. Tilsvarende udnævnte Kassandros
, en søn af en af Alexander den Stores generaler, i 305 f.Kr. sig selv til konge af Makedonien
, som nu var blevet reduceret til igen blot at være en lille stat på Balkan
.

Ud
over Seleukideriget, Egypten og Makedonien blev Alexander den Stores rige opsplittet i flere andre mindre stater. Opløsningen af Alexanders imperium gav imidlertid ikke kun Rom, men også en anden stat, som lå vest for det område, Alexander havde hersket over, mulighed for ekspansion: Karthago

Opsplitningen af Alexander den Stores rige fandt sted ved, at flere af hans generaler efter hans død hver især satte sig på forskellige dele af riget. Formelt var riget ikke opløst. Der var blot tale om en opdeling af riget i satrapier, som blev ledet af hver sin general. Reelt kom satrapierne dog snart til at fungere som selvstændige stater. Den største af de nye stater, som opstod på denne måde, var Seleukideriget
, opkaldt efter generalen Seleukos, som var satrap i Babylon
, men som i 305 eller 304 f.Kr. udråbte sig selv til konge under navnet Seleukos 1. Nikator
. Trods rigets relativt store udstrækning kom det aldrig til at udgøre en reel trussel mod romerne, fordi det led af det samme store problem, som både Perserriget
og Alexander den Stores rige havde haft: at befolkningen kulturelt, økonomisk, socialt, politisk og identitetsmæssigt var stærkt opsplittet.

Den tredje vigtige politiske institution i Rom – ud over Folkeforsamlingen og embedsmændene – var Senatet (senatus). Det bestod af forhenværende embedsmænd, og selv om det formelt kun var rådgivende, blev der lyttet meget til det, fordi de fleste af de tidligere konsuler havde sæde her.

Selv om det romerske politiske system var mere demokratisk end mange andre af de samtidige staters politiske systemer, var det milevidt fra at være demokratisk i vores moderne forstand. Det var kun mænd, der sad i Folkeforsamlingen. Og det var tilmed kun de mænd, som var „våbenføre borgere“. Begrebet „borgere“ dækkede over de frie mænd, som boede i selve byen Rom eller i byens nærmeste omegn. Slaver havde ingen stemmeret, men det havde man altså heller ikke, selv om man var en rig storbonde, som boede for langt væk fra hovedstaden. Det vil sige, at langt størstedelen af de mennesker, som levede deres liv i Romerriget, var afskåret fra at have nogen politisk indflydelse.

Desuden var afstemningssystemet indrettet sådan, at de, der var rigest, generelt havde mest at skulle have sagt. Samtidig havde man lidt mere indflydelse, hvis man boede i Roms omegn, end hvis man boede i selve byen Rom. Sådan var systemet skruet sammen for at få dem, der boede ude på landet, til overhovedet at gide foretage den lange og besværlige rejse ind til Rom for at deltage i Folkeforsamlingens møder.

Man kan – omsat til vores nutidige europæiske demokratiske begreber – nærmest sammenligne den med posten som parlamentsformand, mens posten som konsul bedst kan sammenlignes med posten som et magtfuldt statsoverhoved eller som regeringschef