Marie Hammer blev i 1930'erne grebet af den tyske meteorolog Alfred Wegeners teori om kontinentalforskydningen, nemlig at de forskellige verdensdele oprindeligt hang sammen for sidenhen at glide fra hinanden.
Gennem et halvt århundrede har hun søgt beviser for denne teori gennem talrige rejser til jordens fjerneste egne: Grønland, Canada, Alaska, Mexico, Argentina, Chile, Ecuador, New Zealand, Hawaii, Pakistan, Tonga og Indonesien — for blot at nævne nogle af hendes ekspedtionsmål.
Hendes bevisførelse ligger paradoksalt nok på det mikroskopiske plan: gennem indsamling af små oribatider i de fem verdensdele, har hun sandsynliggjort teorien om dyrenes spredning ved kontinenternes bevægelse.
I bogen fortæller hun om, hvad hun har opsuget af indtryk undervejs i form af naturbeskrivelser, møder med mennesker, fremmede moraler og medgang og modgang. Det er en naturhistorisk, geografisk og etnografisk ekskursion — medrivende og underholdende fortalt.
👍Värt att läsa