Må vi så få ro

Jamen, den farve fik græs.”

En fortrydelsesskål eller -tallerken er også en god måltidstaktik, fordi den giver mange børn modet til at prøve det nye.

Dog kan børn, når de er godt tre år, begynde at øve sig i at sidde med ved bordet i måske i alt 10 minutter.

Placeringen om bordet må meget gerne være den samme hver dag

”I dag vil jeg altså sidde ved siden af mor, nej, jeg vil hellere sidde ved siden af far. Jeg vil ikke sidde på stolen, jeg vil sidde på skødet af dig, mor. Jeg vil spise af din tallerken. Jeg kan ikke lide maden, hvis jeg ikke får lov at spise fra mors tallerken. Nej, du må ikke sidde på min plads, Theo.”
”Jamen, nu sidder du jo hos mor,” kan far sige hertil.
”Nej, han må ikke sidde der,” vræler Annabelle så.
”Theo, er du ikke sød at flytte tilbage, hvor du sad, så Annabelle kan falde til ro og få lidt mad? Tak skal du have, Theo,” siger mor.

Og lad så børn over tre år selv klare tøjfasen og få 15 minutter til egne forsøg. Der skal være ro til opgaven. Tiden er der, hvis forældrene sørger for en time til det hele og inddeler morgenen i de fire faser.

”Kan du ikke lide maden i dag, Kalleskat? Hvad vil du så have? Skal jeg hente den yoghurt med knas, som vi købte i Fakta? Eller skal vi lige lave en toast med ost og skinke til dig, eller koge lidt pasta og varme en pølse til? Du skal jo ikke gå sulten i seng.”

I gamle dage, for ikke så længe siden, var der i et hjem en fastnettelefon, en radio og højst et tv. Og så var der bare ikke mere elektronik. Det betød, at far var ved madpakkerne, når han smurte madpakker. Han var ikke samtidig ved at se en video på Facebook eller at svare på en sms. Mor kunne have travlt med oprydningen, men hun havde ikke en telefonsamtale eller et indkøb på nettet i gang på samme tid.

Børn tegnede, når de tegnede. Legede, når de legede. Og lavede lektier, når de lavede lektier. De skottede ikke til tegnefilm på en af husstandens mere end 50 tv-kanaler imens. De var heller ikke i gang med et spil på iPad.

I dag konkurrerer en række tidstyve døgnet rundt om børns og voksnes opmærksomhed. Opringninger, nyheder, reality-tv, flere opringninger, sms’er, mails, kommentarer, fødselsdags-sms´er og likes vælter ind i øjne og ører. Elektronikken bimler og bamler. Den overtager tilsyneladende de frie viljer og stjæler den ro, der sikrede ordentlig kommunikation.

”Ole har fødselsdag i dag, send ham en fødselsdagshilsen på Facebook, ligesom 84 andre af hans venner har gjort.”

De voksnes opmærksomhed bliver stjålet væk fra børnene og de nære opgaver. Børnenes opmærksomhed bliver stjålet væk fra leg og fordybelse. Mens de sidder, tilsyneladende passiviserede af tablet eller tv, går deres pandelapper i selvsving.

Børn på kun et eller to år ved i dag, at hvis man dasker på en bestemt måde til en skærm, skifter billedet. Det er så ikke let for dem at forstå, at det samme ikke kan lade sig gøre med 56-tommers-tv’et, der står og vipper på det spinkle fjernsynsbord på oldefars plejehjem, hvilket kan gøre et besøg hos ham mere katastrofebetonet end hyggeligt.

De lidt større er flydende på it-sprog og kender ord som at scrolle, delete eller swipe. Ord, som talepædagogen ikke har med i sine tests, men det bliver måske det næste.

Resten af dagen vil der så kun være 50 procent hukommelse og processor tilgængeligt for skolearbejdet, kammerater og social dannelse, fritidsaktiviteter og meget mere, og de påvirkede børn får måske bemærkninger om, at de er ukoncentrerede.

”Halløj I tre, I skal sidde stille og høre efter. Der er alt for meget uro fra jeres pladser.”

Jamen, terrorøvelsen kører måske stadig i hovederne på børnene nu og flere uger efter. Eller måske kun i hovedet på syvårige Holger, som kan komme til at tage sine kammerater med i sin frygtfantasi i et forsøg på at lege begivenheden på plads i egen hjerne.

Eller der sker det modsatte. Den terrorfantasiplagede Holger lukker sig inde i sig selv og sidder ganske stille med sin frygt for, at der pludselig står en maskeret mand i døren med maskinpistol:

”Og hvad var det nu, vi så skulle gøre, hvis det skete? Det kan jeg ikke huske. Så kommer jeg nok til at gøre noget forkert, så det bliver meget værre.”

Måske hentes Holger i bil og sidder nu på bagsædet, mens en stemme i radioen oplyser, at antallet af indbrud stiger flere steder i landet. Bilens alarm dutter pludselig, fordi far glemte at få sin sele ordentligt på, eller en dør, der ikke er lukket helt, sætter en biplyd i gang. Kommer bilens fart over det tilladte, starter en brummende lyd, og en rød lampe blinker, mens GPS-stemmen siger:

”Vend om, hvis det er muligt. Hold øje med farer i trafikken.”

Ankommet til eget hjem ligger terrorøvelsen stadig ubearbejdet på Holgers harddisk og fylder, og lillebror fortæller måske om brandøvelse i børnehaven. Samtidig viser tv billeder af krig og sult, hvorefter røgalarmen i køkkenet går i gang, da far steger kyllingelår. Samlet vil alarm og katastrofetanker nu nå op på 80 eller 100 procent af Holgers samlede mængde RAM.

Derfor er der næsten intet tilbage til leg, lektier, søskende, spisning, tandbørstning, hårvask og godnathistorie. Med en harddisk på fuldtidsarbejde eller overarbejde og tæt på nedsmeltning bliver det ikke nemt for Holger at sove.

I gamle dage, for ikke så længe siden, var der kun alarmøvelse den første onsdag i maj. Det er nok stadig uhyggeligt for dem, der kan huske krigen, men det var jo kun den ene gang om året.

I dag kan der være brandøvelser både i daginstitutioner og skoler. Alarmen går i gang og hyler og tuder, og alle børn skal følge de voksnes anvisninger på, hvor man skal gå hen for at overleve og samle sig i grupper, hvis der en dag for alvor opstår brand.

Nogle kommuner har endda indført terrorøvelser, der træner børnene i at agere forsvarligt, hvis der kommer terrorister til skolen for at skyde børn og voksne og tage gidsler. Øvelserne aktiverer uhyggelige fantasier i nogle børns hoveder.

Man kan spørge: Er sandsynligheden for terror på en dansk skole virkelig så stor, at det er nødvendigt med terrorøvelser for at forberede børn og voksne på det værst tænkelige? Prisen for dette beredskab er høj for de børn, som får terrorfantasier så skræmmende, at det bagefter tager lang tid at genfinde den tabte ro.

Hvis det hypotetisk tænkes, at der som udgangspunkt ligger 100 procents RAM på børnenes harddisk, så vil sådan en terrorøvelse måske optage 50 procent, indtil oplevelsen er bearbejdet tilstrækkeligt.