Ét liv Én tid Ét menneske

Vi bliver nødt til at forholde os til, om folkeskolen, gymnasiet og universitet har til formål at sikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Vi uddanner i dag først og fremmest kurante mennesker, altså mennesker der skal kunne sælge sig selv så dyrt som muligt på et marked, så de kan bringe så meget profit som muligt tilbage til sig selv og samfundet i håbet om at få lykke og frelse retur. Men du kan ikke forbruge dig til et godt liv, for meningsfuldheden næres af noget ganske andet, og der findes ikke velstand nok i verden til at kompensere for et meningsløst liv.
Hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og dermed også i efterstræbelsen af professionelle oplevelser over gennemsnittet. Så helt banalt bør vi være mere interesserede i, at uddannelsessystemet skal udvikle karakterfulde mennesker end arbejdsmarkedsparate personer med høje karakterer. For uanset hvor kurant et menneske du er, uanset hvor dygtig du har været til at få den størst mulige portion profit ud af dit specifikke vidensniveau, så vil dem, der kender sig selv bedst, i sidste ende være dem, der har den korteste vej til et meningsfuldt liv.
Men idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver. Den ensomhed, Nietzsche refererer til, skal vi ikke være bange for. For den ensomhed er en sund pause fra et liv, der buldrer af sted, i en tid, der aldrig kommer igen. Men vi bør være meget bevidste om at bruge den rigtigt. Ensomhed bliver det rum, der er behov for, når du skal fordybe dig og mærke efter, om du er ved at danne dig til det menneske, du stræber efter at blive til. Det er på mange måder med livet, som det er med musikken: Hvis ikke der var pauser, ville det bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne. Det fineste, du derfor kan få med fra din uddannelse, er ikke dit karakterbevis, men at du forstår dig på, hvem du er. Og det tager tid. Tid fra det ene liv, du lever, som det ene menneske, du er. Og meningen med det liv kan aldrig være at blive et pengetjenende væsen. Lige så lidt som meningen med livet kan være at skynde sig. For hvor er det helt præcist vi skal hen?
Men når nu begæret, anerkendelsen og belønningen ligger i netop at blive et arbejdsparat og pengetjenende væsen, og ikke i at blive et livsparat og selverkendt væsen, er det svært at bryde ud af den pluralistiske ignorance. En undersøgelse af amerikanske college-studerende viste, at en studerende i sit afsluttende studieår i 2016 i snit brugte fire timer mindre om ugen på at socialisere med sine venner og tre timer mindre på at feste sammenlignet med en studerende i 1987. I alt syv timer om ugen mindre på fysisk social interaktion. En time om dagen mindre på at træne sociale færdigheder og navigere i personlige relationer og i de følelser, der knytter sig til at begå sig i virkeligheden. Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig. Måske Kierkegaard havde fat i noget, da han morede sig over travlhedens meningsløshed: »Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«
Vi må ikke forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Eller endnu være: med meningsfuldhed. Og slet ikke, når travlheden mere end noget andet er et påskud for ikke at forholde sig til, om det, vi er så travle med, rent faktisk er betydningsfuldt. Det er oftest først, når livet slår os ud af kurs og rækker os en undtagelse fra alle hverdagens gøremål, at vi for alvor gør regnskab over, om vores tid er forbrugt rigtigt. Der skal mange gange enten det til, at Knippelsbro går op, eller at der falder en tagsten ned i hovedet på os. Det er ofte først på vores dødsleje, frigjort fra alle andres forventninger og evaluering, at vi rammes af klarsynet, og fortrydelserne melder sig. Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål. Men det kræver, at vi udskifter de dyder, den moral og de idealer, der hersker i vores kultur, og at vi i stedet for karrierestigen beslutter os for at kravle op ad en helt anden stige hver dag. En stige, der ikke har det som sit primære formål at berige os med umiddelbar anerkendelse eller fine beviser, titler og materiel rigdom. Snarere en selvrespektens stige, der har det som sit primære formål at skabe selvindsigt, der skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt.

For hvor selvtilliden er knyttet til vores handlinger og resultater, er selvværdet forankret i vores identitet.

Vores selvindsigt, hvis den skal omsættes til en sund selverkendelse, må derfor bygges af både tilliden og tvivlen på selvet, det vil sige en viden om alle de positive egenskaber, vi rummer, sammen med en viden om alle de lidet flatterende egenskaber, vi unægtelig også indeholder.

I nuet har vi, fordi det går så hurtigt, meget svært ved at foretage den rette prioritering af vores handlinger. De døendes livstilståelser, som jeg beskrev i forordet, bør her give alvorligt stof til eftertanke for den måde, hvorpå vi danner vores børn og unge og forbereder dem til livet.
Vi lever hovedparten af vores liv som voksne, så forældreskab og uddannelse handler først og fremmest om at gøre vores børn klar til at ankomme til voksenlivet med et selvværd så stærkt og en selverkendelse så sund, at de – uanset om livets pendul svinger mod den mørke eller lyse side – formår at forblive tro mod sig selv og finde mening i tilværelsen. Vores ansvar som forældre, lærere og politikere er derfor at forsøge at skabe livsduelige børn. Ikke børn, der er dygtige til at gå til eksamen eller være på arbejdsmarkedet. For det er ikke det, livet handler om. Livet handler om at finde mening i det. Og det gør du ikke nødvendigvis, fordi du kan kvadratroden af noget som helst. Lad mig gøre det helt klart, at jeg ikke siger, at det ødelægger livskvalitet i egen ret for noget ungt menneske at lære at stave og læse og at gå til eksamen. Men det er og bliver sekundære færdigheder sammenlignet med evnen til at lede sig selv meningsfuldt gennem dit voksenliv. Og ideelt ankommer vores børn til voksenlivet med evnen til både det ene og det andet. Til at kunne tale tre fremmedsprog flydende, jonglere med de meste komplicerede matematiske ligninger og kende de væsentligste perioder i menneskehedens historie – og samtidig have integritet, livslyst og mening i tilværelsen. Men det første uden det sidste er nyttesløst. Og derfor er det sidste det vigtigste at mestre, mens det første er godt at kunne.

MQ: evnen til at lede andre til at føle en mening i livet med det arbejde, de udfører.

Einstein eksempelvis virkelig mere intelligent end Michael Laudrup? I akademisk forstand, ja. Men i sportens koordinatsystem ville han nok hurtigt falde til bunds, hvis han blev bedt om uden at kigge at lobbe en fodbold over en håndfuld forsvarsspillere med ydersiden. Intelligens må derfor komme i forskellige former og farver. Otte, helt præcis. Ud over den logisk-matematiske intelligens findes der ifølge Gardner nemlig også en sproglig intelligens, en musikalsk intelligens, en kropslig intelligens, en visuel intelligens, en interpersonel intelligens, en intrapersonel intelligens og en naturalistisk intelligens.

Arbejdet skal give os oplevelser, relationer og en følelse af at høre til. Arbejdet skal ikke bare lede os til udvikling og stimulans på et fagligt og professionelt niveau, men også lede os på klaviaturets emotionelle og personlige tangenter.

at trænge sig på: Hvorfor i alverden tages det ikke mere alvorligt, at en aktivitet, som vi gennemsnitligt bruger halvdelen af vores vågne hverdagstimer på, gør så

Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at arbejdet i over halvdelen af tilfældene er den primære årsag til stress, mens det for næsten 95 procent gælder, at arbejdet er en del af årsagen.

Et bånd mellem venner kan være knyttet på mange forskellige måder. Helt præcist tre, mente Aristoteles. Det kan være bundet i nytte, altså være et venskab, der eksisterer, fordi det er gavnligt for begge parter. Det er per definition midlertidigt, for når nytteudvekslingen ophører, ophører venskabet også. Et eksempel på det kender de fleste af os fra arbejdspladsen med kollegerne, hvor man kan nyde tiden, man spenderer med hinanden, og til gensidig gavn hjælper hinanden. Men så snart situationen skifter, ændres forholdet ofte også ganske markant. Hvor mange af os kender ikke til det at have haft en god og betroet kollega, som vi nød tiden sammen med, men som vi intet eller meget lidt har at gøre med, når arbejdsrelationen ophører? Den anden type venskab, der også er mere eller mindre båret af tilfældige omstændigheder, består af en midlertidig nydelse eller tilfredsstillelse. Til forskel fra den første type er det altså mere følelsesbetonet. Det ser man ofte blandt eksempelvis studievenner eller blandt folk, der deltager på samme sportshold. Det er også kortlivet, for det har tilbøjelighed til at ophøre, hvis situationen skifter, eller præferencerne ændres. Mange vil i deres ungdom gennemgå forskellige faser, hvor glæden ved forskellige interesser skifter, og persongalleriet tilsvarende ændrer sig.