Hvid

Hvad er det der gør at folk betragter sølv, guld, diamanter og glitrende mineraler som ædle? En teori lyder at det er fordi mennesker i gamle dage så vandets glitren som liv. Vand der glitrer, er rent vand.

Nogle minder bliver ikke ødelagt af tiden. Det samme med smerte. Det er ikke sandt at alting bliver farvet eller synker i grus.

betyder noget, og din søvn er ren. Du skal ikke være flov over at leve.

Engang da hun lavede mad, tog hun saltet op med en hånd som havde et sår. Hvis den første fejl var at skynde sig så meget at hun skar sig i fingeren, var den anden fejl – at få salt i et åbent sår – endnu værre.

Livet er ikke venligt mod nogen

Vores liv er kun et øjeblik.

Seolyeong. Sneens blomst.

Aftrykket efter mine sorte sko i den våde sne som dækkede fortovet en tidlig morgen.

Som en kort række ord skrevet på hvidt papir.

Seoul, som jeg forlod om sommeren, var frossen.

Da jeg så mig tilbage, var sneen allerede begyndt at dække fodsporene.

Gjorde dem hvide

Ligklæde
„Hvad gjorde I med barnet?“

Jeg var omkring nitten år da jeg for første gang spurgte far om det. Han var ikke engang halvtreds og tav lidt inden han svarede.

„Jeg lagde hende i et hvidt klæde og gik op i bjergene og begravede hende.“

„Alene?“

„Ja. Alene.“

Barnets svøb blev hendes ligklæde. Babytøjet blev hendes kiste.

Efter at far var gået ind for at lægge sig, gik jeg ud for at hente lidt vand. Jeg standsede på vejen og rettede mine stive skuldre ud. Jeg trykkede hånden mod brystbenet og trak vejret ind.

Spredt
Inden mørket indfandt sig, faldt der en masse slud. Sne der smeltede så snart det ramte fortovet, sne der hurtigt var væk igen, præcis som en regnbyge.

Den grå farve der lå over de gamle gader, blev vasket hvid på et øjeblik.

I omgivelserne der pludselig var forandrede, gik de forbipasserende videre i deres slidte tid. Hun standsede heller ikke, men fortsatte med at gå. Gennem skønhed som ville forsvinde – var ved at forsvinde. Stille