Under en blodrød himmel

Der måtte ligge ti-tolv meter sne her.

endnu mere vred. Han løb opad ind mellem træerne

er sjov og lyttende.«
Pino lagde hovedet på skrå, smilede usikkert og bed så tænderne sammen, da det strammede i stingene i hans kind. Han så Tullio og pigen forlade selskabet, og tænkte igen på, hvor gerne han ville være som ham. Alt ved den fyr var perfekt og elegant. Han var en god mand. Klædte sig fantastisk. Var en endnu bedre ven. Og alligevel var han mystisk nok til at holde øje med en Gestapo-officer.
Det gjorde ondt at tygge, men Pino var så sulten, at

Vagtposterne i foyeren nikkede, da de gik ud.