Den blå hest er fortællingen om et liv med udiagnosticeret Asperger og ADHD. Om den lange og hårde kamp det er at finde sig til rette i tilværelsen, når omgivelserne ikke forstår, hvad der rører sig i ens sind – og man så heller ikke selv er meget klogere på det.
For Susanne Longhi var opvæksten svær og ensom, og voksenlivet blev ligeledes præget af et indre kaos, der tærede på kræfterne. Først da hendes diagnose endelig blev stillet, fik hun fred i sjælen og overskud i hverdagen. Og nu åbner hun op for sin livhistorie. Hun fortæller uden omsvøb om de udfordringer, knæk og successer, hun har oplevet undervejs. Hendes egne copingstrategier inddrages, og hun byder på kritisk velfunderede tanker om ADHD og Asperger. For målet med bogen er at italesætte, hvad det faktisk vil sige at leve med disse lidelser. At vise, at man sagtens kan have en almindelig dagligdag på særlige forudsætninger. At ingen behøver gennemleve de prøvelser, hun har stået over for. At den triste, grå arbejdshest, vi alle somme tider føler os som, faktisk er farvestrålende blå.
Uddrag af bogen:
Alt imens jeg tidligere vidste og tydeligt kunne føle, at jeg var anderledes, vidste jeg jo ikke hvorfor, kun at jeg havde behov for regler, strukturer, ensartethed, orden osv. omkring mig, for at tingene fungerede. Jeg kunne mærke, at sarkasme, ironi og drilleri virkelig gik mig på. Jeg tog alt ind og blev ked af det, men viste det aldrig udadtil. Facaden virkede rigtig godt: jeg var hård udenpå, men glasagtigt skrøbelig indeni. Alle mine sanser undtagen synet er forstærkede. Lugte, lyde, berøringer, smage – ja, alt er forstærket. Så i andres øjne (især min families) var jeg besværligt sart og fik tit beskeden: ”Hold op med at være så nærtagende!”
Om forfatteren:
Susanne Elisabeth Longhi (f. 1967) er fra Himmerland i Nordjylland. Bogen er skrevet som hjælp til det kognitive terapiforløb, hun har undergået igennem 4–5 år.
👍Värt att läsa
