Ulven fra Stepperne

„Måske førsteministeren for statsforvaltningen, men jeg tror du mener Song-kejserne.

Sneen faldt tæt og blændede tæt da de mongolske bueskytter omringede den tatariske plyndringskommando. Hver mand styrede sin pony med knæene mens han stod op i stigbøjlerne og affyrede pil efter pil med dødbringende præcision. Rytterne var ildevarslende tavse, og hovslagene fra deres galoperende ponyer var den eneste lyd foruden de såredes skrig og den tudende vind. Tatarerne kunne ikke undslippe den summende død der kom imod dem fra det tiltagende mørke på slagets fløje. Deres heste sank jamrende i knæ med blod sprøjtende rødt fra næseborene.
Fra et fremspring af gulliggrå klippe fulgte Yesugei slagets gang næsten fuldstændig skjult i sine pelse. Vinden over stepperne var en brølende djævel der skar i hans hud på de steder hvor laget af fårefedt var slidt af. Han røbede ikke sit ubehag. Han havde tålt det i så mange år at han ikke engang kunne være helt sikker på at det faktisk var noget han følte. Det var bare endnu et af hans livsvilkår, ikke anderledes end dette at han havde ryttere der red ud på hans bud, eller fjender at dræbe.
Nok foragtede han tatarerne, men de manglede ikke mod. Yesugei så dem stimle sammen om en ung kriger og hørte hans råb gennem vinden. Tatarerne bar veste af ringbrynje som Yesugei misundte dem og inderligt begærede. Med korte kommandoer hindrede manden sine krigere i at spredes til alle sider, og Yesugei så at tiden var inde til at ride. Hans følge på ni mand fornemmede det; de var de bedste i hans stamme, blodsbrødre og livegne krigere. De havde tjent retten til at bære deres fine krigsharnisk af kogt læder med prægede billeder af en ung springende ulv.
„Er I rede, mine brødre?“ sagde han og mærkede at de vendte sig om mod ham.
En af hopperne vrinskede ophidset, og Eeluk, hans førstekriger, lo sagte.

Sholoi var åbenbart den der ledede processen, selv om Temüdjin ikke mente at manden selv ejede nogen får.