Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Og selvfølgelig var det ikke kun fantastisk. Han havde ondt i brystet og svært ved at trække vejret. Han var bange, og mørket lurede derude. Men lige nu var smerten en vigtig del af længslen, og han ville ikke for alt i verden være den foruden. Mistede han først den, ville han måske heller aldrig mærke varmen igen. Hvis han mistede den, kunne han lige så godt miste sig selv.

Snart, som blev de fremkaldt af musikken, dukkede der billeder op på indersiden af hans øjenlåg for straks at forsvinde igen. Det var billeder uden nogen konkret form eller mening, der dukkede op fra underbevidsthedens dunkle rand og lydløst gled hen over hans synsfelt, før de gled ud over en anden kant og forsvandt igen.

Han hørte kun den nærmest grotesk overdrevne støj af hosten og utilfredse suk.

Han kunne høre dem rykke på stolene og hoste.

De bevægede sig uroligt på stolene, virkede irriterede og så ud til at kede sig

Der opstod en afventede tavshed. En tavshed, der rummede noget usagt, som når man lige skal lodde, hvad vej vinden blæser.

Det var en dyb, drømmeløs søvn, hvor hans bevidsthed slog helt fra.

Da han havde siddet sådan et stykke tid, blev han pludselig opmærksom på en lille, kold klump midt inde i sin krop, som en evig kerne af frossen jord, der aldrig tør op. Det var den, der gjorde ondt i hjertet og gav ham åndenød. Han havde slet ikke vidst, at den fandtes inde i ham

Han måtte trække vejret dybt og længe for at få sit hjerte til at falde til ro.

Ao havde ret: De kunne aldrig vende tilbage. Ved denne tanke skyllede sorgen ind over ham lydløst som vand.