Sagnomspundne skatte

Ovnen viste sig at være defekt, og den fyldte hver nat huset med kulilte, en farveløs og lugtfri, men særdeles giftig gasart.
Herefter konkluderede lægerne, at kulilten i begrænsede mængder medførte hallucinationer, der minder om de kendte spøgelseshistorier. Og ganske rigtigt – så snart ovnen blev repareret, hørte “spøgeriet” op

hjernen. Den angrebne kan rammes af en uforklarlig frygt eller forvirring, som han eller hun så tolker som en overnaturlig oplevelse. Teorien kan, hvis Shane Rogers har ret, forklare, hvorfor spøgeri ofte foregår i gamle, forfaldne huse

Foreløbige undersøgelser tyder på, at svampene ikke alene irriterer luftvejene og øjnene, men at de også påvirker hjernen.

Flere spøgerier kan forklares med de gamle slottes og huses tilstand. Stederne er ofte dårligt oplyst, og det er let at bilde sig ind, at “noget” pusler i de mørke kroge. Lyden af knirkende træværk, der giver sig i vinden, kan sagtens lyde som mystiske fodtrin. Fænomenet kan imidlertid også skyldes skimmelsvampe.

Ikke alle spøgelser har menneskelig skikkelse. Hvor den norske fæstning Akershus nu ligger, begyndte i middelalderen byggeriet af en kongeborg. Borgens kommandant befalede, at en hund skulle begraves levende ved bygningsværkets port. Den grusomme dåd skulle sikre, at hunden gik igen, så den kunne bevogte borgens indgang for evigt og derved beskytte mændene indenfor. Om det skyldes det afdøde dyr eller ej, står hen i det uvisse, men sikkert er det, at Akershus aldrig er blevet indtaget med magt. Til gengæld skulle spøgelseshunden ikke blive noget behageligt bekendtskab, selv for nordmændene, for Malcanisen – Den Onde Hund – skræmte ikke kun fjenderne. Så snart den sidste sten var lagt i 1299, begyndte dyret at gø og lave spektakel. Spøgeriet foregik især i mørkegangen under slottets østside ved hovedporten. Historien kulminerede, da en del af mørkegangen på mærkværdig vis styrtede sammen en dag i 1550. Den danskfødte adelsmand Peder Hanssøn Litle, der som høvedsmand forvaltede borgen, måtte meget mod sin vilje begive sig ned i fæstningens indre for at danne sig et overblik over skadernes omfang. Her ventede Den Onde Hund med snerrende tænder og øjne, der lyste rødt i mørket. Adelsmanden forsvarede sig, så godt han kunne, mod det uhyggelige væsen, som først fortrak, da Peder Litle kastede den brændende fakkel, han brugte til at oplyse mørket med, imod den.
Peder tumlede ud på alle fire, men var uskadt. Snart kunne han tørre sveden af panden og slutte sig til kammeraterne i de lune stuer ovenpå. Men lettelsen skulle vare kort. I påsken det følgende år faldt han af sin hest og slog sig slemt. Peder kom sig aldrig, og i september 1551 døde han som følge af kvæstelserne. Alle andre, der har set Malcanisen, har fået en lignende skæbne, lyder historien.
Hunden spøger fortsat, selvom Akershus blev ombygget i 1600-tallet. Fæstningen går i øvrigt for at være Norges mest hjemsøgte sted. Fx skulle dronning Margrete 1.s kammerpige også hjemsøge gangene i Akershus. Margrete 1. (1353-1412) befandt sig ofte på borgen, hvor en af hendes kammerpiger sultede ihjel under en særlig kold vinter. I dag fortæller flere , at de i Margretesalen har set kammerpigen, som ikke har noget ansigt, skride hvileløst frem og tilbage i mørket. Selvom langt de fleste genfærd er

middelalderborgen Olofsborg i Finland. Den robuste bygning har siden 1475 modstået adskillige russiske belejringer. Under en af belejringerne forelskede borgherrens datter, Ingel, sig i en officer fra de russiske belejringstropper. Interessen var gengældt, og en nat lukkede pigen russeren ind på slottet. Den lumske officer benyttede lejligheden til at åbne borgens porte, så de fjendtlige soldater kunne strømme ind. Forsvarerne handlede hurtigt, og efter hård kamp formåede de at jage fjenden på flugt. Borgherren tilgav imidlertid ikke Ingel, der som straf blev muret inde. Når fuldmånen lyser natten op, viser hun og hendes russiske elsker sig sammen på en af borgens balkoner, lyder spøgelseshistorien. Moralen er tydelig: Den, som gifter sig under sin stand eller sætter sig op mod sine forældre, er dømt til evig ulykke.
Ulykkelig kærlighed er i det hele taget drivkraften bag meget spøgeri. Den danske konge Frederik 2. kom sig ifølge beretningerne aldrig over, at han ikke kunne få adelsfrøkenen Anne Hardenberg, som han var forelsket i som ung. Anne var højt nok på strå til at bo på Svaneholm Slot, et renæssanceslot i Skåne, som dengang var en del af Danmark, men ikke fin nok til at gifte sig med en kronprins. Han giftede sig i stedet i 1572 med den brud, som familien havde valgt til ham – Frederiks dengang 15-årige kusine Sophie af Mecklenburg – og levede ulykkeligt til sine dages ende. Efter mere end 400 år har kongen tilsyneladende ikke opgivet Anne og søger hende på Svaneholm Slot. Helt blind for andre kvinder er Frederik imidlertid ikke. Da tre besøgende skolepiger mødte Frederik 2. som spøgelse i slottets musiksalon, trippede kongen lystigt i takt til musikken, mens han blinkede til dem. En grevinde på slottet havde præcis samme oplevelse med den royale genganger

det danske slot Rosenholm. Her begynder gobelinerne på tårnværelsets nordvæg hver aften ved midnatstid at blafre uforklarligt, hvorefter en ung kvinde træder ud af muren. Spøgelset er genfærdet af en ung adelsfrøken, som kom for skade at forelske sig i godsets forvalter, lyder beretningen, som går tilbage til 1700-tallet.
De to elskende skjulte forholdet så længe, de kunne, men da pigen blev gravid, kunne hendes far ikke undgå at opdage, hvordan det var fat. Rasende erklærede adelsmanden, at forvalteren skulle henrettes snarest muligt, men først skulle han slås til ridder, for en gemen forvalter kunne ikke være far til hans barnebarn. Herremanden beordrede forvalteren ud i slotsgården, fattede sit store tohåndssværd og gennemførte ceremonien, som gik ud på tre gange at berøre den kommende ridders skulder med sværdet. Forvalteren fik ikke lov til at nyde sin adelsstand længe, for så snart adelsmanden havde færdiggjort ceremonien, huggede han hovedet af sin datters elsker. Pigen skulle ikke sørge længe. Den unge kvinde blev nemlig indemuret levende i tårnværelsets gamle vinduesniche, hvor hun led en ensom, langsom og grufuld død.
Når klokken slår 12 på slottets ur, vender adelsfrøkenen og forvalteren tilbage, indhyllet i lyse klæder. Folk, der ved denne tid vover sig ud på gangen ud for tårnværelset, kan se de to – den hvide dame og den hovedløse forvalter – forenet i et uendelig kærligt favntag ud for værelsets dør.

7. NORDENS HJEMSØGTE STEDER

Indemurede kvinder, blodtørstige hunde og afdøde nazister går igen på Nordens slotte og borge. Øjenvidner har i århundreder berettet om hårrejsende oplevelser, og nu har forskerne undersøgt fænomenerne, der opstår i uroligt vejr og særlige søvnfaser.
På Dragsholm Slot boede omkring 1550 en magtfuld og ambitiøs adelsmand ved navn Mogens Gyldenstierne. Adelsmanden havde en smuk datter, Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, og som skik og brug var, havde Mogens tidligt i sin datters liv lovet hende væk til en fin herre af passende fornem familie. Så da den purunge Celestine i stedet forelskede sig i en staldkarl – der ovenikøbet gjorde hende gravid – blev Mogens rasende. Han fortalte sin datter, at hun måtte rejse til Slesvig for at føde sit barn, så ingen ville opdage hendes synder.
Mogens Gyldenstierne havde imidlertid skumle planer. Under afskedsfesten for Celestine lod han hende bortføre og indemure i væggen i et lille rum, hvor hun knap nok kunne stå oprejst. Celestine jamrede og kradsede på muren, men folkene på slottet havde fået strenge ordrer om at ignorere hendes bønner om hjælp. Til sidst døde den unge pige af tørst og iltmangel, men Celestine havde ikke vist sig på slottet for sidste gang. Hun vandrer nu – stadig iført den hvide kjole, hun bar til afskedsfesten – hvileløst rundt i slottets gange og værelser. Særlig interesse viser hun sovende mænd, måske i et forsøg på at genfinde sin elskede staldkarl. Sådan lyder beretningen om Dragsholms hvide dame – et væsen, som flere besøgende på slottet hævder at have set

Da vi havde mistet alle vore master, blev samtlige skibe slået til vrag mod kysten, og alle – undtagen mit – knust i stumper og stykker”, beretter Miguel de Lima senere om den skæbnesvangre dag

vandet ind mod skroget og tvinger skibet tættere på kysten og dens lumske rev og brede sandbanker. En høj knagen efterfulgt af et øredøvende brag skærer igennem lyden af vind og bølger, da det tungt lastede skibs stormast knækker og brager ned på dækket. Forfærdet ser kaptajnen til, mens hans værste frygt bliver til virkelighed