De dødes rige

„Å, du – vi har endnu middelalderen stikkende omkring i krogene. Det går med obskurantismen som med væggetøj og kakelakker. Man får den aldrig drevet helt ud af dens smuthuller. Havde en sådan karl magt som agt, så osede kætterbålene igen i alle lande.“

Skal jeg sige min mening, så tror jeg snarere, at jeg hjemme på Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til solen og det virkelige liv – fra en rejse i de dødes rige. Både i Europa og Amerika har jeg virkelig mangen gang haft en fornemmelse af at befinde mig på et underjordisk pinselssted, hvor millioner af hvileløse skygger halsede afsted på vild jagt efter en indbildt lykke.

I sin voksende ringeagt for de goder, som man ude i spøgelseverdenen sloges om med så blodig en griskhed og ikke undte hinanden, havde han mere og mere forenklet sine livsvaner og fundet en barsk tilfredsstillelse i at kunne undvære.

Det vryl af underordnede medarbejdere, der fyldte op i redaktionslokalerne, havde heller ingenlunde noget evangelisk præg. Det var det sædvanlige forsorne broderskab af litteraturens alfonser og havarerede talenter, der fra en storstads overflade flyder sammen i avisernes reporterstuer som spildevandet i en kloakbrønd.

Skadefryd er jo en særlig menneskelig lyst, som vi ikke deler med nogen anden jordisk skabning, og den er vel nok den hæsligste af alle lidenskaber.

Torben tog venligt imod ham men var længe bundet af sine egne tanker. I stedet for at se på arkitektens medbragte tegninger talte han bittert om det moderne inkvisitionstribunal, der kaldtes den offentlige mening, og om pressen, der havde genindført gabestokken, brændemærkningen og den øvrige middelalderlige tortur.

For øvrigt havde hun lagt mærke til, at han siden deres hjemkomst på en lidt komisk måde var begyndt at blive øm over sin borgerlige anseelse. Det anede hende, at han gik om med en rangsperson i maven.

Han havde altid haft en svag hukommelse for den hengivenhed, han mødte i livet, hvorimod enhver modgang, enhver ringe krænkelse gravede sig ned i hans erindring med uudslettelig stenskrift.

Du talte før om den tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste efterår. Men den erindring skræmmer mig ikke mere. En sådan tilværelse har også sine fordele. Den gør én klog på mange ting, som er skjult for de robuste og geskæftige. Man opdager blandt andet, hvor lidt der skal til for at gøre sindet glad! En fugl, der sætter sig i vindueskarmen, et støvfnug, der sejler én forbi i solskinnet – mere behøves der i virkeligheden ikke, og har man en gang forstået det, misunder man ikke dem, som jager livet af sig af begærlighed efter oplevelser.

Det er vort mål så at sige at spænde et net ud over hele befolkningen, så det bliver os muligt at føre et effektivt tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge mænd og kvinder og bringe dem under god påvirkning.