Den geneviske forfatter og filosof Jean-Jacques Rousseau voksede op i beskedne kår og havde ikke anden skolegang end den, han selv stod for. Alligevel nåede han at blive en af oplysningstidens største skikkelser, skønt han afveg betydeligt fra tidens gængse holdninger. Hans selvbiografi fortæller om hans tidligste barndom, om da han som helt ung en aften kom for sent hjem til Geneve, da byportene var blevet lukket, og sidenhen måtte klare sig selv ude i den store verden. Han fortæller om sit modvillige seksuelle forhold til en kvinde, han så som sin plejemor, om mødet med oplysningstidens store filosoffer og det snobberi, han blev udsat for i de finere kredse, om de gange han måtte flygte midt om natten fra myndighederne på grund af sine provokerende politiske skrifter, om sine fem børn, som han overlod til børnehjem, hvor de alle som én døde som små.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Rousseaus “Bekendelser” er hans funderinger over sig selv, sin selvkritik og selvreflektering, der var med til at inspirere fremtiden til at interessere sig for individet og ikke blot folket som helhed.
Jean-Jacques Rousseau (1712–1778) var en genevisk forfatter og filosof, der skrev om alt fra kunst og politik til psykologi og børneopdragelse. Rousseaus ideer adskilte sig meget fra oplysningstidens, og alligevel har han leveret et uundværligt bidrag til den og ikke mindst til romantikken, der opstod kort tid efter hans død.
