Mit London-eventyr

En tår af champagnen slår mig næsten omkuld. Det er, som om jeg aldrig har smagt champagne før nu. Alt før dette var sumpvand. Kloakslam. Fra nu af bader jeg kun i det her. Hælder det på min morgenmad. Koger pasta i det. Giver mig selv en blodtransfusion med det. Jeg forstår endelig fascinationen af det stads.

Det chokerende ved det hele er, at Andrew Tulley, hertugen selv, var overlykkelig over at høre, at hans gamle ven Daniel Brown faktisk var en fætter, han ikke kendte til. Hertugen forsikrede Sophie om, at der ville blive taget hånd om hendes far, hans fætter, resten af hans liv, uden at der ville blive stillet spørgsmål ved det.

Den kyniske del af mig tror, at han gav hende det tilbud for at forhindre Sophie og Daniel i at gå efter hans jord og titler, men Sophie vil alligevel ikke have noget af det bøvl. Det eneste, hun nogensinde har villet, var at sikre sig, at hendes far var glad, rask og i gode hænder.

Når jeg gør status over de

Det, jeg gjorde, var forkert.“

„Jeg har ventet hele mit liv på at komme i gang med at leve.“ Min stemme knækker over. „På at få mine egne historier og eventyr, ikke bare genfortælle dine.“

Hans grove træk fyldes af anger.

„Der er ikke mange ulemper ved at være Gunner Blys datter, men der er lidt køligt i din skygge. Og jeg har altid bare gerne villet være mig selv.“

Far bander lavt. „For fanden, skat. Det gør ondt at høre. Jeg vidste ikke, at du havde det sådan.“

„Jeg vil ikke have, at du skal have det dårligt. Det er ikke din skyld, at du er, som du er.“ Jeg sukker. „Men det er på tide, at du giver mig lov til at være den, jeg er.“

„Og det lover jeg at gøre fremover. Jeg lover at holde op med at fylde dit hoved med alle mine

Næsten alt, hvad jeg ejer, er blevet dømt for hæsligt til at blive båret offentligt.

Ordene for ellers så blev slynget ud en hel del gange under hans tirade. Men vi har forsikret ham om, at det her ikke bare er en flirt, der ender i en voldsom afslutning, når udløbsdatoen oprinder. Med alt det, vi allerede har været igennem, vil jeg mene, at vi begge har haft god tid til at finde ud af, hvad det er, vi vil. Det er det her.

Det betyder, at jeg nu seriøst overvejer, hvordan jeg kan blive permanent overflyttet til Pembridge for at færdiggøre min uddannelse. Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og jeg kan ikke klare tanken om, at der skal være et helt hav mellem mig og Jack. Jeg bliver muligvis nødt til at ringe til dr. Wu for at få hans råd om, hvordan jeg overbringer nyheden til min stakkels far. Men hey, i det mindste kan den snak umuligt blive lige så svær som den, jeg havde med Nate den anden dag.

Han og jeg mødtes, kort tid efter at jeg var kommet hjem fra Sydney.

En masse gamle huse og maleriske butikker, århundredg