Adam i Paradis

mpel eller noget?

Jeg tror ikke, at Valdemar forstår, at jeg passer på ham. Han er så forknyt i sin ensomhed, at han ikke kan skelne mellem det, der kan deles, og det, han må bære selv; når han endelig åbner op, vil han dele alt for meget. Kun glæderne og de små sorger bør man dele med hinanden, livet må man selv bære på.

Jeg har set det ske igen og igen hos mine venner. De ville så meget, de kunne så meget, mere end jeg, der var den, som måtte halse efter de andre, mens de strålede og skaffede sig, hvad de ønskede, og spiste sig mætte. Og nu er de ikke sultne længere, de har taget, hvad de ville have, de siger det ikke højt, men jeg kan se det i det skær af mathed eller i den tilfredshed, hvormed de påtager sig alderdommen. De er færdige med livet, livet har brugt dem, de er trætte, de har tømt sig ud i almindelige bekymringer, der nok var store – børnene, konerne, professoraterne – og hvor har de dog klaget til mig, men i virkeligheden var de jo tilfredse. Livet med de små bekymringer og lykken mættede dem.

Thi den Mulighed, at man skulde give ham Lejlighed til at “stikke af”, vilde være en Skandale og vilde vække et sandt Raseri mod Politi og Domstole, lige saa sikkert, som den Mulighed, at en Fyr som Carl Hansen skulde kunde komme løs igen ved den ene eller anden Slags Fiffigheder eller Intriger.

Klokken fire skulle jeg spille i Portnerens datter og klokken otte i Menneskebørn, men mens jeg sad ved sminkebordet, fik jeg pludselig idéen.

Jeg var ikke meget spændt paa at se dette Fænomen, for Z.s Evne som Menneskekender sætter jeg ikke meget højt.

Han må have givet op midt i forehavendet og har beholdt begge støvler på.

bordet.
Jeg taler for døve ører. Poul, min utro Sancho Panza, grynter irriteret og langer ud med bister hånd, rækker over min tallerken og skubber benævnte bævrelse ned ad bordet til den unge. Der er ingen musik i

med kælne Ord og Smaanynnen søger at faa en Fisk i Garnet, men som pludselig sætter i Kapgang eller Halvgalop, mens der gaar en Hvisken fra nr. 1 til den allerbagerste i Troppen, som var det en Ræk

alle tidsskrifternes rubrikker fra hofliv og politik til teater og caféliv. Det er os, levende, som vi er på gaden og i caféen!”
Nu er det hele allerede lidt støvet, et museum for, hvordan livet så ud anno 1885, så Pacht har installeret et biografteater