De sidste vidner

Jeg vidste selvfølgelig

Hvad der sidder tilbage i mig fra krigens tid? Jeg kan ikke opfatte nogen som fremmede mennesker, for min bror og jeg blev jo opdraget af lutter fremmede mennesker. Vores liv blev reddet af fremmede mennesker. Så hvordan kunne de være fremmede? De var vores egne alle sammen. Det er en følelse, jeg stadig har, selv om jeg tit kommer ud for skuffelser. Et liv i fredstid er jo meget anderledes

Og ligesom mor gav hun alt til os uden at lægge noget til side til sig selv. Hun var en vildfremmed, men krigen gjorde hende til familie.

Derfor er kærligheden det eneste, der rigtigt har kunnet gøre indtryk på mig siden. Da jeg forelskede mig. Da jeg lærte kærligheden at kende ...

Vi kiggede efter, men kunne ikke få øje på vores værtspar nogen steder.
Vi så en familie, der satte sig op i en båd – mand, kone og to børn – og da deres båd blev tippet, sank de voksne straks til bunds, men børnene blev ved med at komme op til overfladen. Nazisterne slog dem leende med årerne. Men hver gang de tvang deres hoveder ned under vandet ét sted, kom de til syne et nyt sted, og nazisterne skyndte sig derhen og trykkede dem ned under vandet igen. De druknede ikke, men flød ovenpå, ligesom bolde ...

Billederne fra dengang, gni