På rejse med Charley

smilede. „Jeg har et gammelt negerægtepar på min egen alder til at passe mig. Og om aftenen kan det ske at vi glemmer. De glemmer at være misundelige på mig og jeg at de måske er det, og så er vi bare tre hyggelige og rare ... væsener der lever sammen og snuser til blomsterne.“
„Væsener,“ gentog jeg. „Det er interessant – ikke menneske eller dyr, ikke sort eller hvid, men væsener. Min kone fortalte mig om en gammel mand der sagde: Jeg kan huske en tid da negrene ikke havde nogen sjæl. Det var meget bedre og lettere dengang. Nu er der bare forvirring.“
„Jeg kan ikke huske det, men det skal nok passe. Jeg vil regne med at vi kan skære vores skyldfølelse ud og dele den op som en fødselsdagskage,“ sagde han, og bortset fra overskægget lignede han ganske El Grecos San Pablo der sidder med den lukkede bog i

Hvis man med magt tvinger en skabning til at leve og arbejde som et dyr må man også tænke på den som et dyr, ellers ville man blive gal af medfølelse. Når man først har dannet sig bestemte begreber kan man være mere rolig for sine følelser.“ Han stirrede ud over floden, og brisen rørte hans hår som en hvid røgsky. „Og hvis der i en mands hjerte er rester af menneskelighed og mod og harme, hvilket alle er dyder, så frygter han også et farligt dyr, og da hans hjerte også rummer intelligens og opfindsomhed og en evne til at skjule de egenskaber, så må han leve i angst. Så må han knuse sine gode, menneskelige træk og gøre den skabning til det medgørlige dyr han ønsker sig. Og hvis han lige fra begyndelsen kan lære sit barn om dyret, så behøver barnet ikke leve i den samme forvirring.“
„Man har fortalt mig at n

det mørke sæde ved siden af mig nævnede Charley et legemligt ubehag med en lille jamren. Endog ham havde jeg glemt. Jeg slap ham ud, og han va

jeg for længe siden gav mig af med at indsamle og beskrive havdyrene opdagede jeg at det jeg nåede frem til var ganske nøje forbundet med hvad jeg følte i øjeblikket. Den ydre virkelighed har det med at være ikke så ydre når det kommer til stykket.
Dette kolossale land, denne den mægtigst

Nu kommer presset på grund af vores biologiske succes som art betragtet. Vi har overvundet alle andre fjender end os selv.
Da jeg var dreng og voksede op i Salinas kaldte vi San Francisco „byen“. Det var jo den eneste storby vi kendte, men jeg tænker stadig på den som BYEN. London har s

den selvbestaltede hundeelsker, den slags der dynger alle sine komplekser over på en hund og lader den slæbe rundt med dem. En sådan hundeelsker snakker babysprog til modne, eftertænksomme dyr, han pådutter dem sine egne slatne karakteregenskaber indtil hunden, efter hans mening, bliver hans alter ego. Med al den misforståede venlighed kan den slags mennesker muligvis påføre et dyr langvarige pinsler, for det får ikke lov at leve efter sin natur og medfødte tilbøjeligheder, og en hund med en svag karakter kan til sidst bryde sammen og blive et fedt, astmatisk, behåret bundt neuroser. Når en fremmed tiltaler Charley med børnesprog undgår Charley ham. For Charley er ikke noget menneske; han er en hund og er godt tilfreds med det. Han synes selv han er en førsteklasses hund og ønsker aldeles ikke at være et andenklasses menneske. Da den alkoholiske dyrlæge rørte ham med u

ønske jeg kendte noget til dyrlægevidenskab. Der er noget så hjælpeløst over et sygt dyr. Det kan ikke forklare hvordan det føler, og på den anden side kan det heller ikke lyve, brygge nogle symptomer sammen og hengive sig til hypokondri. Jeg mener ikke de er ude af stand til at lave numre. Selv Charley, der dog er forholdsvis ærlig, er tilbøjelig til at halte når hans følelser bliver krænket. Jeg ville ønske der

med røde roser, så jeg nærmere på Charley. Han var fortumlet, jeg så et fjernt udtryk i hans øjne, og han var totalt udmattet, sikkert af sine følelsers styrke. Mest af alt mindede han mig om en mand der er ved at komme til sig selv efter en lang, hård druktur – udslidt, udtømt, udlevet. Han kunne ikke spise sin mad, han nægtede at tage sin aftentur, og så snart vi var kommet indenfor sank han sammen på gulvet og faldt i søvn. I nattens løb hørte jeg ham hvine pg bjæffe, og da jeg tændte lyset så jeg hans ben foretage løbebevægelser, det rykkede og sled i kroppen, og øjnene stod vidåbne, men det var kun en drømmebjørn. Jeg vækkede ham og gav ham lidt vand. Denne gang faldt han rigtigt i søvn og rørte sig ikke resten af natten. Om morgenen var han træt endnu. Jeg gad vide hvorfor vi tror dyrenes tanker og følelser er så enkle.

fatter det ikke.
Lidt længere fremme mødte vi to bjørne, og virkningen var dobbelt så stor. Charley blev komplet vild. Han sprang frem og tilbage over mig, han bandede og knurrede, snerrede og hylede. Jeg anede ikke han overhovedet kunne snerre. Hvor havde han lært det? Der var rigelige forsyninger med bjørne, og kørslen på den vej blev et mareridt. For første gang i sit liv nægtede Charley at lytte til fornuft, ja, han lod sig ikke engang påvirke af en lussing. Han blev til en primitiv dræber der tørstede efter sine fjenders blod, og lige til dette øjeblik havde han ingen fjender haft. På en strækning uden bjørne åbnede jeg døren til kabinen, tog Charley i halsbåndet og hev ham ind i huset og låsede. Men det nyttede ikke. Når vi kom forbi andre bjørne sprang han op på bordet, kradsede på vinduerne og forsøgte at komme ud mod dem. Jeg kunne høre konservesdåserne ramle ned mens han rasede videre i sin galskab. Bjørnene fik, simpelt hen mr. Hyde til at dukke frem i min hund med dens dr. Jekyll-hoved. Hvad kunne være årsagen til det? Var det en slægtserindring fra den tid da der var ulv i ham? Jeg kender ham godt. En gang imellem prøver han et bluffnummer, men det er en løgn der er til at tage og føle på. Jeg kan sværge på at dette her ikke er nogen løgn. Jeg er vis på, at hvis han var blevet sluppet løs ville han være gået til angreb på hver eneste bjørn vi mødte og have fundet sejr eller død.
Det var for meget f

han ville gøre ved den bjørn hvis han kunne komme i nærheden af den. Jeg har aldrig været så forbavset i hele mit liv. Så vidt jeg vidste havde Charley aldrig nogen sinde set en bjørn før, og under hele sin løbebane har han vist megen tolerance over for alle levende væsener. Rent bortset fra det er Charley en kryster, en så gennemført kujon at han har opfundet en særlig teknik til at skjule det. Og dog viste han nu alle tegn på en voldsom lyst til at gå ud og myrde en bjørn der vejede tusind pund mere end