Tusindårsreglen #1: Stjålen magi

„Nej.“ Rielle lod som om hun tænkte sig om mens hun tøvende holdt hånden over et af de få gule tørklæder. Hjertet begyndte at

„Nej.“ Rielle lod som om hun tænkte sig om mens hun tøvende holdt hånden over et af de få gule tørklæder. Hjertet begyndte at hamre. Ville kvinden gætte hendes hensigt ud fra valget af tørklæde? „Blå er pænt. Men det ... er til en anden.“
„Gul er en frisk, glad farve. Men den klæder ikke ret mange. Jeg tror at det her er et sikrere valg til en gave.“
Mens kvinden bandt et tørklæde op der havde samme farve som mørke blade, gled musikantens sang over i en sørgelig vise om at være faret vild i skoven. Rielle kom til at tænke på at hun aldrig havde set en skov. Eller havet. Hun rystede på hovedet og pegede på det gule tørklæde.
„Jeg kender modtageren rigtigt godt,“ forklarede hun. „Jeg ved at hun kan lide gul.“
Sælgersken så ud som om hun ville sige Rielle imod, så trak hun til hendes lettelse på skulderen. „Nå, men hvis hun ikke kan lide det, kan du bytte det til et andet, forudsat det stadig er i god stand.“
Rielle nikkede. Det kriblede i huden mens hun pruttede lidt om prisen fordi det ville have været underligt at lade være. Da hun talte mønterne op, forandrede musikantens sang sig igen, og en kuldegysning løb ned ad hendes ryg.
„Din kærlighed er som solskin ...“ sang han til hende. Han nød tydeligvis legen.
Sælgersken rullede omhyggeligt tørklædet sammen og pakkede det ind i et billigt stykke stof. Rielle undertrykte sin utålmodighed og ængstelse imens. Endelig kunne hun gå. Hun skyndte sig væk. Først da hun var drejet ind i den næste gade og så at det var en smal gyde, gik det op for hende at hun havde glemt at spørge om vej til bageren. Hun bandede lydløst og kiggede tilbage.
En kvinde som gik nogle få skridt bagved, så på hende og smilede. Hendes tøj havde samme farve som ørkenen, og ansigtet var vejrbidt. Hun

hamre. Ville kvinden gætte hendes hensigt ud fra valget af tørklæde? „Blå er pænt. Men det ... er til en anden.“
„Gul er en frisk, glad farve. Men den klæder ikke ret mange. Jeg tror at det her er et sikrere valg til en gave.“
Mens kvinden bandt et tørklæde op der havde samme farve som mørke blade, gled musikantens sang over i en sørgelig vise om at være faret vild i skoven. Rielle kom til at tænke på at hun aldrig havde set en skov. Eller havet. Hun rystede på hovedet og pegede på det gule tørklæde.
„Jeg kender modtageren rigtigt godt,“ forklarede hun. „Jeg ved at hun kan lide gul.“
Sælgersken så ud som om hun ville sige Rielle imod, så trak hun til hendes lettelse på skulderen. „Nå, men hvis hun ikke kan lide det, kan du bytte det til et andet, forudsat det stadig er i god stand.“
Rielle nikkede. Det kriblede i huden mens hun pruttede lidt om prisen fordi det ville have været underligt at lade være. Da hun talte mønterne op, forandrede musikantens sang sig igen, og en kuldegysning løb ned ad hendes ryg.
„Din kærlighed er som solskin ...“ sang han til hende. Han nød tydeligvis legen.
Sælgersken rullede omhyggeligt tørklædet sammen og pakkede det ind i et billigt stykke stof. Rielle undertrykte sin utålmodighed og ængstelse imens. Endelig kunne hun gå. Hun skyndte sig væk. Først da hun var drejet ind i den næste gade og så at det var en smal gyde, gik det op for hende at hun havde glemt at spørge om vej til bageren. Hun bandede lydløst og kiggede tilbage.
En kvinde som gik nogle få skridt bagved, så på hende og smilede. Hendes tøj havde samme farve som ørkenen, og ansigtet var vejrbidt. Hun

Deres indtørrede kroppe var for længst ophørt med at være smittekilde til nogen sygdomme, og han troede ikke på spøgelser.