Pligten og æren – Vejen mod Kongedybet

Mikkel optages på Kadetakademiet. Drømmen om at blive løjtnant bliver opfyldt. Men der er lang vej, og han keder sig. Sejladsen med øvelsesskibet giver ham fornyet styrke. Frihed, havet og himlen. Det herude, han lever.

Revolutionskrigene raser i Europa og på verdenshavene. Danmark er neutral, og handelen tjener styrtende på dristige sejladser, men det er farligt at lægge sig ud med Englands flåde. Ombord på øvelsesfregatten ved de ikke så meget, livet er let og ligetil.

I Norge møder Mikkel et par pigeøjne, der slår benene væk under ham. Forelsket, det kan ikke klares med sejl eller krudt.

Han er ikke mere den sorgløse knægt. En dag står han sammen sine kammerater som løjtnant. Som chef på en lille orlogskutter sejler han patruljer og depecher rundt i landet. Rygterne svirrer, handelsskibe kapres af englænderne, havene sitrer af tiltagende uro. Skibe i konvoj er en udfordring, og en aprildag ender det med krudt og kugler. Mænd vader rundt i blod og skyder på hinanden. Det er 2. april 1801. Slaget på Reden. Flere hundrede dræbte og sårede. Vi kæmpede for Gud, konge og fædreland. Mikkel savner sin kærlighed.

I fortællingen er der brugt autentiske steder, skibsnavne og begivenheder. Anvendelse af personer og deres rolle er for det meste rigtig, men for at få historien til at rulle, agerer de, som forfatteren har bestemt. Respekt for deres liv og gerning.

Uddrag af bogen

Røgen og den stramme os af forbrændt krudt bølgede rundt om folkene. De så mod det engelske skib. De så glimtene og røgen. De så, døden var på vej. Et inferno af ødelæggelse på dækket. Fjendens første salve havde taget sin told. Døde og sårede lå spredt mellem stumper af menneskekroppe. Charlotte Amalie var en tidligere kinafarer, og der var næste ingen beskyttelse mod kanonild på dækket. Esben skreg på at viske kanonen og lade igen.

Chefen Kofoed opdagede, at fjenden kunne beskyde dem langskibs. Det ville koste mange menneskeliv.

”Hal på springet,” lød ordren fra chefen.

Det hjalp, og skibet drejede, så kanonerne atter kunne bære. Buldret og røgen var intens. Døde og sårede lå spredte på dækket.

Folkene rystede døden af sig og styrtede til opgaven.

Om forfatteren

Flemming Alrune er vokset op ved Limfjorden i Vestjylland. Kom tidligt til søs og sejlede en årrække i oversøisk fart. Fik styrmands— og skibsførereksamen ved Marstal Navigationsskole og sejlede som styrmand, indtil værnepligten kaldte. Som løjtnant af reserven aftjentes tiden i Grønland. Senere arbejde han med børn og unge. Sammen med museer beskæftigede han sig med fortidens jagt— fangst-redskaber. Sluttede som naturvejleder på Sydsjælland. Forfatter til bøger og artikler om arkæologi og natur.