ET LIV MED SKIZOFRENI

En af de mest irriterende ting ved at have skizofreni er, at man kan miste sin hukommelse, ikke sådan at man ikke ved, hvem man selv er, men sådan at man ikke kan huske, hvad man lavede dagen forinden.

Det symptom har jeg desværre også fået, og det går mig sådan på nerverne! Jeg ville så gerne kunne huske, hvad jeg lavede i går eller dagen før, men det kan jeg simpelthen ikke.

’voksenliv’ har været præget meget af alkohol. Da jeg fik diagnosen som 19-årig, begyndte jeg at drikke meget. Jeg kunne ikke helt håndtere, at jeg havde den diagnose, og alkohol hjalp mig med at glemme det, og det hjalp også på alle mine symptomer. Problemet med det var så, at jeg dagen efter fik det dobbelt så skidt, som jeg havde dagen forinden, og for at få det godt igen drak jeg igen. Det blev til en ond cirkel, som jeg desværre stadig falder ind i en gang imellem. Det er bare det, at alkohol er stort set det eneste, der kan få mig ’fri’ fra stemmerne og hallucinationerne, så det er min udvej, når jeg har det rigtig skidt.

Jeg har været på flugt det meste af mit liv. Hvis ikke jeg flygtede fra dem, der mobbede mig i skolen, så flygtede jeg fra mig selv. Jeg havde rigtig dårlig selvtillid og kunne egentlig ikke lide mig selv, overhovedet faktisk

Jeg fik det så skidt, at jeg blev indlagt. Det var godt for mig at blive det, for de hjalp mig med at ringe til kommunen og sige, at jeg simpelthen ikke skulle i praktik.

Det var så lidt træls, da jeg så fandt ud af, at praktikken var i stedet for arbejdsprøvningen. Men det fik jeg jo ikke at vide under mødet, så jeg troede, at jeg skulle være i praktik, indtil jeg skulle i arbejdsprøvning.

Min kæreste holdt om mig og sagde til mig, at nu skulle jeg se frygten i øjnene og gå henimod den. I starten ville jeg ikke, for selvom jeg ved, varulve ikke eksisterer, var den virkelig for mig. Men jeg tog mig sammen og gik stortudende henimod den. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan den stod og knurrede ad mig og bed ud efter mig. Men da jeg nåede hen til den og gik ind i den forsvandt den. Efter det så jeg ikke noget i et lille stykke tid. Så begyndte jeg at se en mand – også inde i huset. Han var meget høj og havde rigtig lange arme, hans øjne var hvide, hans hud faldt af, og han havde ingen kæbe. Han jagtede mig; uanset hvor jeg var, var han der også. Og igen måtte min kæreste tage mig i hånden, og vi måtte gøre det hele igen.

Men jeg har også en god stemme. Hun hedder Emma

Jeg kan huske, at min onde stemme, som hedder Klaus, fortalte mig, at jeg skulle gøre skade på mine søskende, og at jeg skulle gøre mine forældre kede af det. Jeg vidste ikke bedre, så for det meste lyttede jeg til ham.

Hans udseende er nok det mest ulækre, jeg har set. Han har langt, sort, fedtet hår, helt røde øjne, hugtænder, og så er han ligbleg.

g har døjet med stemmer, siden jeg var omkring 8-9 år. Dengang troede de bare, at det var, fordi jeg var usikker på mig selv. At det var et lille ’drilledyr’, som sad på mine skuldre og snakkede til mig.

I mit tilfælde hjælper psykiatrien ingenting, den gør det faktisk bare være, end det er. Den hjælper mig ikke, da jeg føler, at min behandler ikke forstår mig, og jeg kan bare ikke med deres overlæge. De giver mig ingen redskaber, som kan hjælpe mig til at få det bedre, og de vil ikke lade mig skifte medicin.

er det, som for mig hjælper at vide, for så er jeg personligt ikke lukket inde i en kasse, som er markeret ’skizofren for altid’, men jeg har chancen og muligheden for at blive rask, og det i sig selv er nok til at holde mit humør højt