Fandens forår

Tine og Torben skulle videre til deres lejlighed nord for København og trillede afsted i deres – hans – Mercedes. Torp stod i slidte jeans og forvasket T-shirt, og blev hver gang forundret over den voldsomme forvandling, der skete på de få meter fra omklædningsrummets behårede nøgne mand til den velklædte erhvervsmand på parkeringspladsen, hvis mave var elegant skjult i et 15.000 kroners italiensk jakkesæt. Han følte sig uden for det hele. Nej, de var ikke i bil i aften, de tog metroen. Så meget bøvl og ydmygelse hver tirsdag blot for at tabe til en vinder.

– ’Var’ er det helt rigtige ord, fortsatte Bertel. – Krabben fortalte dem i går, at han ikke havde researchet den helt færdig, og der ville gå et par dage mere. Nu har de så selv fået dokumenterne og skrevet historien.

Alle har én, de er fortrolig med. Én, de betror dybe hemmeligheder. Én, der hviskende får historien med et ”du må ikke sige det til nogen”. Men når alle har én, er der ingen hemmeligheder tilbage.

Nogle gange forandres verden på et øjeblik. Fra så nogenlunde at fungere, hænge sammen, være velkendt og forudsigelig til at vælte med så voldsom en kraft, at intet bliver som før.

Midt i kapitalismens mest perverse eksempel på udbud og efterspørgsel var det vigtigt at signalere afslappethed og mådehold. Torp forstod det ikke.

Både Bjarne og Ulla Jensen var flinke at hjælpe ham med at skubbe Poloen i gang, da han skulle tilbage til hovedstaden. Han parkerede ved lejligheden, så måtte

Hvad med ham selv? En enkelt bog i et beskedent oplag og lidt bestyrelsesposter i mellemklassen. Han gjorde sig ingen illusioner og kunne bare se på sine forgængere, hvis han var i tvivl. En tidligere statsminister midt i 50’erne var sjældent i høj kurs

Ulrik Torp kom noget senere til hospicet end planlagt. Det letteste havde været at tage direkte fra lejligheden hen til Erling Jensen som det første, men Torp tvang

– Der er ikke noget galt i at holde af sit land, forsøgte Ulrik Torp igen.
– Der er noget galt i at skulle erklære det i tide og utide, fortsatte kontorfællen. – Som forældre, der i hver anden sætning fortæller deres børn, at de elsker dem. Eller manden, der hele tiden på Facebook slår billeder op af sin kæreste og fortæller, hvor skøn hun er, og hvor meget, han elsker hende.
– Er det galt?
– Det kan du bande på, det er, forsikrede Axel Boas pludselig mere alvorlig. – Min kone er psykolog. Når hun hører forældre tale på den måde eller ser den slags på Facebook, så bimler hendes alarmklokker.
– Hvorfor? Torp var oprigtig nysgerrig.
– Så er det tegn på, at noget er galt. Så skal man bekræftes, fordi man er usikker, jaloux og bange for at miste. Så er forholdet dysfunktionelt.
– Siger din psykologkone.
– Siger min psykologkone, som jeg elsker meget højt! Axel Boas grinede.

Nu har han været