Doppler

For Jorden tilhører ikke mennesket, siger jeg. Det er menneskene, der tilhører Jorden. De duftende blomster er vore søstre, og hesten, den mægtige ørn, for ikke at tale om elgen, er vore brødre. Og hvordan kan man købe eller sælge noget som helst? For hvem ejer varmen i luften eller lyden af vinden i træerne? Og saften i grenene bærer erindringen om dem, der har levet før os. Og lyden af bækkens mumlen er vor forfaders stemme. Og vi må lære vore børn, at jorden under deres fødder er forfædrenes aske, og at alt, hvad der overgår Jorden, også overgår os, og hvis mennesket spytter på jorden, spytter det på sig selv

Totempælen er færdig.
I slutfasen bruger jeg den konfiskerede pandelygte og arbejder dag og nat. Det allersidste, jeg gør, er at male et stort kønsorgan på min far. Jeg sætter Doppler-familiens stempel på ham. Derefter træder jeg et par skridt tilbage og ser, at resultatet er fantastisk.

Hans kompetence må hugges over ved roden. Gregus skal ikke ned til civilisationen. Han skal være i skoven sammen med mig

Stakkels Düsseldorf. Jeg har oprigtigt ondt af ham. Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at jeg helst vil være alene. Jeg låner ham et liggeunderlag og et uldent tæppe og sidder i de sene nattetimer og lytter til, hvad han fortæller. Jeg selv taler også. Man kan godt sige, at vi udveksler erfaringer. Om det at være os. Måske er han det nærmeste, jeg kommer på at have en slags ven, selvom jeg altså ville have foretrukket, at han ikke var her.

og lader pilen flyve af sted. Desværre, kan jeg sige nu bagefter. Det er ikke godt. For pilen står i højrefløjsmandens lår, og han falder omkuld.

En hel dag går jeg og nynner intenst på en sang, jeg ikke kan placere. Jeg er i glimrende humør og hugger energisk barken af totempæltræet. Barkstumperne flyver gennem skoven, mens jeg hurtigt og adræt arbejder mig rundt om træet og nynner og fløjter. Først da det er ved at blive aften, dukker der brokker af refrænet op, og jeg synger dem naivt længe, før jeg koldsvedende indser, at det er kendingsmelodien til Bananer i pyjamas,

Mælken er på mange måder det fundament, det skrøbelige bygningsværk, Doppler hviler på. Uden mælk er han, altså jeg, så godt som ingenting. Men nu går jeg en mælkerig tid i møde, og så længe der er skummetmælk, er der håb.

Masseproduktionen har slået benene væk under bytteøkonomien. Den har kun spot tilovers for sådan nogle som mig.

God aften, siger jeg.
Det giver et sæt i ham, men han tager sig sammen.
Godt, siger han. Du behøver ikke være bange. Jeg giver mig ikke af med vold. Jeg går med det samme. Se, nu går jeg, siger han og går hen mod verandadøren.
Kom bare ind, siger jeg og går ud i køkkenet og sætter vand over til kaffe.
Kaffe? råber jeg.
Tak som byder,

Jeg håber ikke, du har tænkt dig at gå til forældremødet i aften, siger hun, men jeg siger, at det er lige netop det, jeg har. Hendes mor har bedt mig om at stille op, og så stiller jeg naturligvis op. Er der noget særligt, du gerne vil have mig til at nævne? spørger jeg. Er du tilfreds med lærerne? Bliver du tilstrækkelig stimuleret? Får du lov til at slippe for gymnastik, når du har menstruation?