Afdeling mord

Dr. Demmet ventede to minutter til og standsede så halothanen. Han lagde armene over kors og betragtede de fredelige, små bakker, der betød døden.

Da kirurgen så op, rystede Demmet på hovedet. – Desværre. Der er ikke noget at gøre. Vi har mistet ham, sagde han.

Hans ord fik alle til at se på elektrokardiogram-skærmen.

Kirurgen så rasende på Demmet. Han ville senere gøre vrøvl over, at dr. Demmet ikke havde fortalt ham, at patienten var i vanskeligheder, dengang han opdagede det. Og Demmet ville gøre kirurgen opmærksom på, at han havde gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at redde patienten, og at hvis kirurgen havde noget at klage over, burde han gå til Miss Hahl, der var underdirektør på hospitalet.

Nu sad dr. Demmet på sin høje skammel med stetoskopet hængende om halsen og nød ikke at have noget i ørene. Han så kirurgen gøre operationen færdig til sidste sting. Hvis ingen havde glemt en tampon inden i patienten, og det ville sygeplejersken sørge for, at ingen havde, ville en eventuel obduktion ikke kunne afsløre fejl fra kirurgens side. Da kirurgen gik … tavs og gnaven … rejste dr. Demmet sig, strakte sig og gik ud for at fortælle patientens pårørende den tragiske nyhed. Han havde ry for at være den bedste på hele Robler-klinikken til at sige den slags.

Det er en kendsgernig, at hospitalslæger instinktivt undgår døende patienter og bruger mere tid på dem, der vil blive raske. I dag er lægerne først lige begyndt at tage deres egen holdning over for døende mennesker op til revision, noget de instinktivt har undgået i mange århundrede, selv om resten af befolkningen ikke tror, de lader sig genere af døden. Læger antages at være modige, kloge, medlidende mænd. Men først nu er man ved at indrømme, at når læger ofte undlader at fortælle patienter, at deres sygdomme er dødelige, er det ikke af hensyn til patienterne, men af hensyn til sig selv.

I modsætning til sine kolleger havde Demmet ikke den slags skrupler. Han tog sin maske af, betragtede sit kølige ansigt med ørnenæsen indgående i spejlet for at se, om der skulle være filipenser på vej, glattede sit gråsprængte, lysblonde hår, tog sin kittel af og gik hen til hospitalets administrationskontor for at foretage sin sædvanlige indberetning om denne specielle slags operation.

– Hvad var det denne gang? Hjertestop? spurgte en elegant ung kvinde med rødbrunt hår og kølige, brune øjne. Det var Kathy Hahl, underdirektør og administrationschef, hvilket i virkeligheden betød »fremskaffer af penge.«

– Ja. Lad os bare sig hjertestop, sagde Demmet. En Wedge er en katastrofe udenfor fairwayen.

– Ikke hvis man bruger den rigtigt. Hvis man bruger den rigtigt, er den som en skalpel. Den får bolden derhen, hvor man vil have den … hvis man forstår at bruge den, sagde Miss Hahl.

– Hvis man har tid til at spille seks timer om dagen hver dag, sagde Demmet irriteret.

– Du kan sagtens spille hver dag, hvis du vil.

– Ikke, hvis jeg ikke kan få lagt de operationer på andre tidpunkter, men må tage dem om formiddagen og om eftermiddagen. Det er for koldt at spille golf om morgenen og om aftenen på denne årstid.

– Der er masser af læger, der af og til arbejder fireogtyve timer i træk. Det er ikke et arbejde, der giver megen ro, Dan.

– Hvis jeg havde haft lyst til fred og ro, ville jeg ikke være gået ned i venteværelset om et øjeblik for at fortælle denne kone, at hendes mand ikke overlevede blindtarmsoperationen. Men jeg er s’gu snart træt. Hvis du bliver ved på den måde, må jeg udarbejde en rutinemæssig fremgangsmåde for dødeligt forløbende forkølelser.

– Hun hedder Nancy Boulder. Mrs. Nancy Boulder. Hendes mand hed John. John Boulder. Han var ansat i skattevæsenet.

– Det er efterhånden ikke så få fra skattevæsenet, vi har haft til »specielle operationer«. Hvad er forklaringen på det? spurgte Demmet.

– Spekulér ikke på det, Dan.

– Boulder. John Boulder, gentog Demmet. – Hvis jeg bliver ved med at få disse her »specialoperationer«, kommer jeg aldrig i topform til golf.

– Hvis du ikke kan bruge den Wedge, så prøv at få bolden hen til greenen. Så kan du bruge tre-jernet som putter, sagde Kathy Hahl.

– Jeg bruger min Wedge. Det er en udmærket golfkølle. Tre slag på hver side, sagde Demmet.

– To, sagde Kathy Hahl og smilede det særlige smil, der fik mænd til at mærke deres hjerte hamre i hele kroppen.

Dr. Daniel Demmet var professionel. Da han bestemte, at det var på tide at dræbe patienten, sikrede han sig først, at alle mandens livsvigtige organer fungerede, som de skulle.

Han kontrollerede elektrokardiogram-skærmen, ganske som han havde gjort det, lige siden patienten var blevet kørt ind på operationsstuen på Robler-klinikken, der var et af de fineste hospitaler i omegnen af Baltimore. Dr. Demmet sad på en skammel lige bag patientens hoved. Fra denne plads kunne han som narkoselæge bedst overvåge patienten og beskytte hans liv. Kirurgen, der arbejdede nogle få fod fra ham, havde for travlt med sit arbejde til at bekymre sig om patientens liv. Kirurgen arbejdede med blindtarmen; narkoselægen arbejdede med patienten.

Elektrokardiogramskærmen viste, at hjertefunktonen var normal. Det første tegn på, at der var noget galt, ville kunne ses dér. Bølgelinien tværs over skærmen ville ændre sig.

På skærmen var døden en rolig, lige linie med små bakker, livet en uregelmæssig, uharmonisk linie med spidse toppe. Det, dr. Demmet så på skærmen, var den linie, der garanterede livet. Patientens hjertefunktion var fuldt normal.

Fuldt normal. Men hvorfor skulle den ikke være det? Patienten var sund og stærk, og dr. Demmet havde gjort sit job som narkoselæge godt. De dage, hvor man bedøvede patienterne med en enkelt, kraftig dosis af et kemikalium, der i overdoser kunne være livsfarligt, og hvor patienterne som følge af giftvirkningen vågnede med kvalme og af og til med smerter, var for længst forbi.

I dag er en narkose et samspil. Demmet havde givet patienten, en rask femogfyrreårig mand, en indsprøjtning af natriumpentothol, som han hurtigt var faldet i søvn af. Det var indledningen.

Manden fik ilt gennem en maske, for at han ikke skulle få åndedrætsbesvær. Intravenøst fik han succinylcholine, der virkede muskelafslappende og muliggjorde den endotracheale intubation, der gjorde det lettere for dr. Demmet at kontrollere patientens vejrtrækning. Yderligere fik han lattergas gennem masken og endelig halothan. Man skulle være meget omhyggelig med halothanen, for det var det vigtigste bedøvelsesmiddel ved operationen.

Det var også det, der skulle slå patienten ihjel.

Intravenøst gav dr. Demmet patienten en lille dosis kurare for at få hans mavemuskler til at slappe af og gøre blindtarmsoperationen lettere for kirurgen. Elektrokardiogram-elektroderne var fastgjort til begge patientens arme og hans ene ben. Han fik hele tiden en fem procent dextrose-opløsning intravenøst … som drop i armen. Dr. Demmet kontrollerede pulsen og blodtrykket og lyttede til hjerteslaget med sit stetoskop. Naturligvis var det ikke så nøjagtigt som elektrokardiogrammet; men det var alligevel godt som ekstrakontrol. Så gik han i gang med at dræbe patienten.

Han gjorde også noget, som aldrig forekommer i fjernsynsdramaer eller lægeromaner, men som slet ikke er ualmindeligt på rigtige operationsstuer. Han slap en vind. Narkoselæger, der må sidde på høje skamler i timevis under stærkt pres og ikke kan tillade sig at slappe af et øjeblik, er ofte med til at få operationsstuerne til at lugte som toiletter. Dette er virkelighed. Ingen siger nogen sinde noget om det; for alle har for travlt til at lægge mærke til det.

Dr. Demmet øgede mængden af halothan. Han gjorde det ikke pludseligt. Alt blev gjort helt præcist. Han holdt øje med skærmen. Normal hjertefunktion. Han øgede mængden af halothan 9 hjertefunktionen blev stærkt forstyrret. Sædvanligvis fik alle på stuen styrtende travlt med at redde patientens liv, hvis linien på elektrokardiogram-skærmen så ud som den gjorde nu. Men dr. Demmet sagde ikke noget, så ingen foretog sig noget. Han betragtede hele tiden skærmen. Pulsen blev svagere, blodtrykket faldt, hjerteslaget var svagt og unormalt. Patienten behøvede ikke mere halothan.

Tre minutter og femogfyrre sekunder senere viste skærmen en rolig, lige linie med små bakker. Dr. Demmet slappede af. For første gang siden operationen var begyndt, lagde han mærke til, hvor hård skammelen var. Han betragtede kirurgen, der arbejdede, og så på sygeplejersken, der talte tamponerne og sikrede sig, at alt, hvad der havde været på operationsbordet, lå der igen og ikke var blevet inde i patienten. Hvis der blev glemt en tampon eller en klemme inde i en patient, kunne det betyde sagsanlæg for forsømmelse, selv om en tampon ikke behøvede at skade patienten særligt. Operationssygeplejerskens vigtigste funktion var at være første led i det professionelle netværk, der gjorde det næsten umuligt for en læge at blive dømt for forsømmelse. Naturligvis var det patienterne, der til syvende og sidst betalte omkostningerne til sygeplejersken, når de fik deres regninger.